Redaktørens klumme: Er Apple på vej ind i markedet for e-bøger?

Kunne man forestille sig, at en netbutik der solgte musik digitalt til afspilning på små håndholdte enheder, ville blive en gigantisk succes og fuldstændigt vende op og ned på markedet for salg af musik og afspillere? Inden 28. april 2003, hvor Apple åbnede det der dengang hed iTunes Music Store, kunne man ikke. Det virkede vel nærmest latterligt den gang. I dag kan man ikke forestille sig et marked uden salg af musik via iTunes Store. iTunes Music store var om noget det, der cementerede iPodens succes som markedets musikafspiller nummer 1. Min påstand er, at uden iPodens tætte kobling til iTunes Store, ville iPoden aldrig have opnået samme udbredelse som den har i dag.
Kunne man foretille sig, at en netbutik der solgte programmer til en håndholdt telefon, ville blive en gigantisk succes og fuldstændigt vende op og ned på markedet for mobiltelefoner? Inden 11. juli 2008, hvor Apple åbnede App Store, kunne man ikke. Det virkede vel nærmest latterligt dengang. I dag kan man ikke foretille sig en avanceret mobiltelefon uden en dertilhørende App Store. Der er om noget App Storen der har gjort iPhonen til en ubetinget succes.
Kan man forestille sig, at en netbutik der sælger digitale bøger til visning på håndholdte enheder, vil blive en succes og fuldstændigt vende op og ned på markedet for bøger? Nej, vel? Det lyder nærmest latterligt. Men jeg tror I har fanget pointen - og vigtigere endnu; jeg tror Apple har fanget pointen.
Apple dominere markedet for digitalt indhold på håndholdte enheder
Apple sidder nemlig solidt på indhold til håndholdte medier; musik, programmer og film (hvis ellers filmselskaberne ville lege med for alvor). Der mangler dog en vigtig ting og det er bøger eller mere bredt formuleret; det skrevne medie. Nuvel, man kan købe ebøger i App Store, men det er en pseudo-løsning. Vi mangler endnu at se en fuldblods ebogs-løsning med hundredetusindevis af bøger og magasiner, der for alvor kan sætte skub i markedet.
Når Amazon ikke kan...
Amazon har forsøgt med at sælge ebøger og har endda udviklet deres egen hardware, Kindle, der dog kun kan fås på den anden side af Atlanten, og vel stadig mangler at passere 1 mio. grænsen i salgstal. Det er med andre ord en begrænset succes omend det går den rigtige vej. Senest har Amazon endda udgivet en Kindle-reader til iPhonen - dog igen kun i USA.
Men er det ikke bare tegn på, at der ikke er et marked for ebøger? Amazon, verdens største boghandel, burde da om nogen have forstand på at sælge bøger. Måske, men ligesom man i foråret 2003 var vidne til at en opkobling inden for computere og software begyndte at sælge musik, og udviklede sig til verdens største musikbutik, tror jeg Apple kan gøre det igen.
For det første har Apple erfaringen med at sælge digitalt indhold. iTunes Store er veletableret i folks bevisthed, man ved hvordan den fungerer osv. Det er altså enkelt at udvide konceptet med en iTunes Book Store. Apple burde også have nemt ved at overbevise forlagsbranchen om at gevinsten ved digitalt indhold er mindre er risikoen for piratkopiering. Apple har nogelunde styr på piratkopiering og når de store pladeselskaber og filmselskaber kan gå med kan forlagene vel også. Konceptet er afprøvet med succes.
For det andet, så har Apple brug for en Book Store - og nu bliver det interessant. I de to foregående tilfælde har Music Store været brugt til at drive salget af en musikafspiller og App Store til at drive salget af iPhonen. Hvis Apple har brug for en Book Store må det være for at drive salget af en eller anden enhed. Og det er ikke iPhonen vi taler om. Den er simpelthen for lille til at læse bøger på. Som nævnt tidligere, er der en del bøger til salg i App Storen og også tegneserier som for eksempel Lucky Luke kan købes. Konceptet fungerer sådan set rigtigt godt, men skærmen er altså en tand for lille. Nej, den enhed Apple vil bruge en Book Store til at drive salget frem med, er selvfølgelig et endnu ikke frigivet produkt. Det vender jeg tilbage til om lidt. Først skal vi nemlig igen vende tilbage til Amazon og Kindle.
tabletMac som ebogslæser
Amazons Kindle 2. generation kommer med en stor 6 tommer skærm i sort/hvid. Man kan vel nærmest sige at den har format som en bog. Den viser da også siderne rigtigt godt og læsevenligt, men generelt set lever den ikke op til dagens krav og sammenligner man med iPhonen (selvom sammenligningen er lidt uretfærdig) virker den som noget fra stenalderen. Derudover findes der også publikationer der ikke er i sort/hvid. Tegneserier for eksempel eller månedsblade som Illustreret Videnskab. I dag har den slags faktisk ikke et håndholdt medie der yder dem retfærdighed.
Forestil jeg i stedet at Apple laver en slags iPod Touch i stort format, vi kunne kalde den tabletMac. Den ville f.eks. være perfekt til at læse tegneserier eller illustrerede blade på. I farver og med mulighed for zoom eller automatisk visning, så det kommer til at minde om en film. Kunne man forestille sig et kommende produkt der vendte op og ned på tegneserie-branchen? Jeg kunne godt - og jeg tror det snarere er et spørgsmål om "hvornår den kommer" end om "om den kommer". Jeg ville nyde at læse Illustreret Videnskab på en tabletMac.
Og til forskel fra Kindle der kun kan vise ebøger og intet andet, kan Apples nye enhed selvfølgelig vise hele pakken; film, musik, programmer og altså ebøger. Mon ikke chancen for at folk vælger Apples produkt frem for Kindle er meget stor? En Kindle koster $350, mens iPod Touch til sammenligning koster $229. Laver man en dobbelt størrelse tabletMac til den dobbelte pris er valget stadig nemt: En sort/hvis enhed der kun kan vise bøger og ligner noget der er løgn, eller verdens smarteste håndholdte enhed, der kan vise samtlige kategorier af digitalt indhold i farver, levende billeder og lyd?
Gætværk kontra fakta
Men er det ikke bare gætterier det hele, er det overhovedet nogen indikationer på at det her ikke bare er andet end det rene tankespind? Selvfølgelig er det langt hen ad vejen tankespind, men der er alligevel nogle små ting hist og her, der peger i denne retning, når man samler puslespillet. For det første har de i snart mange år været rygtedes, at Apple skulle være på vej med en håndholdt computer. For nogle år siden var det en Newton-lignende sag rygterne snakkede om, mens det på det seneste er drejet mere i retning af en netbook-lignende sag. Apple har tidligere afvist at de ville lave en netbook, men afvisningen har været formuleret på en måde, så det lå mellem kortene, at der var noget andet (og mere spændende) på vej. Det er oplagt at enheden vil bygge på iPhonens succes og være uden fysisk tastatur. I princippet er det bare en iPod Touch skaleret op til noget der ligner halvdelen af en macBooks skærmstørrelse. Hardware-rygterne er altså "veldokumenterede", så mangler vi bare koblingen til bøger. Som jeg skrev indledningsvis er argumentet om at salget af den kommende enhed skal drives frem af det digitale indhold i sig selv et godt argument. Den nye enhed skal adskille sig fra de eksisterende og koblingen til salg af ebøger kunne være en af måderne. Derudover ville salg af ebøger kvæle Kindle i løbet af ingen tid således af Apples bogstandard ville blive den dominerende. Er der noget Apple kan lide er det, at have noget, man kun kan få hos dem. Og er man førende på markedet er det selvfølgelig også en meget fornuftigt holdning set ud fra et økonomisk synspunkt.
Interessant er det også, at der så småt begynder at cirkulere rygter om, at Apple har modtaget forsendelse af tusindevis af bøger i deres hovedkvarter i Cupertino, Californien. Helt konkret lastbiler fyldte med kasser med bøger. Hvad mon de skal bruges til? Et sort bibliotek for de ansatte? Et mere nærliggende gæt kunne være at Apple er ved at digitalisere dem til et nyt ebogs-format, så de har noget på hylderne når iTunes Book Store åbner. Jeg vil nok kategorisere disse oplysninger som værende for lagt ude, men alligevel så kan jeg ikke lade være med at have det gamle ordsprog kørende: "Der går sjældent røg af et bål uden der er ild". Det er alle de ting der hver for sig virker usandsynlige, men som samlet set alligevel giver et spor.
Jeg gætter derfor på, at Apple til sommer vil lancere iTunes Book Store i tæt kobling til en tabletMac, der i princippet "bare" er en opskalleret iPod Touch.
Til gengæld vil jeg også gætte på at forlagsbranchen ikke er med på legen. De vil i lighed med pladeselskaberne gjorde inden 2003, se det som en undergravning af deres lukrative forretning og modarbejde det så godt de nu kan. Og sikkert også mene, at ideen er dødfødt på forhånd.
For man kan da ikke forestille sig, at en netbutik der sælger digitale bøger til visning på håndholdte enheder, vil blive en succes og fuldstændigt vende op og ned på markedet for bøger? Kan man vel?