Q4 2014: Apple fremlægger nyt rekordregnskab

Apple har - igen fristes man til at sige - fremlagt et kvartalsregnskab med rekord omsætning- og overskud. I 4. kvartal 2014 omsatte Apple for $74,6 milliarder svarende til 490 milliarder kroner. Overskuddet blev på $18 milliarder svarende til 120 milliarder kroner. Bruttofortjenesten var 39,9%. Apple oplyser at de nu har $178 milliarder i pengetanken.
Det gode kvartalsregnskab er Apples bedste til dato og byder på øget salg af iPhones og Mac's, mens salget af iPads er gået tilbage. Der blev solgt 74,5 millioner iPhones (+46%) og 21,4 millioner iPads (-18%).
Antallet af solgte Mac's steg fra 4,8 millioner til 5,5 millioner, hvilket er en stigning på 16%. For året som helhed solgte Apple 19,5 millioner Mac's, efter i tre år at have ligget på omkring 17 millioner enheder. Der ser med andre ord ud til igen at være kommet godt gang i salget af Apples computere.
Det gode resultat får Apple til at udbetale $0,47 i dividende per aktie.