Sidst i oktober præsenterede Apple deres nye MacBook Pro med Touch Bar. En computer der tydeligvis er beregnet til professionelt arbejde - se bare på prisen. Den har fået en del kritik for at være for dyr og for ikke at være pro nok. Men hvor mange af kritikerne har i virkeligheden prøvet computeren? Meget, meget få. En af de få er Thomas Grove Carter, der arbejder professionelt med videoredigering hos Trim Editing i London. Han har brugt den nye 15" MacBook Pro i sit arbejde i en uges tid, og har skrevet et blogindlæg om det på Huffingtonpost.co.uk.

Hos Trim Editing optager og redigerer de high end reklamefilm, musikvideoer og film. Carter bruger Final Cut Pro X og en uspecificeret udgave af den nye 15" MacBook Pro. Siden specifikationerne ikke nævnes, må vi gå ud fra, at der er tale om grundmodellen.

Virkelig hurtig

Først og fremmest beskriver Carter computeren som "virkelig hurtig". MacBook'en trækker uden problemer to 5K-skærme. Han har arbejdet med 5K-video hele ugen og mener at oplevelsen har været "blød som smør". Uanset hvad specifikationerne ellers fortæller, så er den meget hurtigere end Windows-maskiner med bedre specifikationer. Simpelthen fordi software og hardwaren passer så godt sammen.

Carter kommer også ind på at MacBook'en kun har USB-C-porte. For ham er det ikke det store problem, da han i forvejen bruger Samsung SSD'er med USB-C-tilslutning. Han vil sikkert få brug for en Thunderbolt 3-dock, men den erstatter den dock, han brugte i forvejen. Så i professionel sammenhæng er der hverken færre eller flere adaptere i brug for hans vedkommende.

Touch Bar'en er mere produktiv

Mest interessant er Carters holdning Touch Bar'en. Han var umiddelbart ret skeptisk - og dermed på linje med mange af sofakritikerne der betegner det som legetøj - men ret hurtigt blødte han op. Touch Bar'en har et virkelig stort potentiale som slider, mener Carter. Den giver hurtigt pg præcist input og har erstattet mange af Carters normale tastaturgenveje. Mange ting kan han nu klare med én hånd, hvor han før brugte to hænder; en på tastaturet og én på musen. Carter beskriver Touch Bar'en som hurtigere og mere produktiv.

Carter mener at den nye MacBook Pro vil tilfredsstille det store flertal af professionelle brugere af videoredigeringssoftware. Han elsker den nye MacBook Pro og tror at de fleste andre vil gøre det samme - når først de får lov at prøve den.

Den nye MacBook Pro med Touch Bar kan købes hos Apple fra 15.499 kr (link).