I en nylig offentliggjort patenansøgning afslører Apple en slags armbånd, der er lavet af en skærm, der går hele vejen rundt om hånden. Skærmen dækker hele ydersiden af armbåndet. Apple nævner ikke order ur (watch) noget sted i patentansøgningen, men det er jo også bare en betegnelse vi andre har brugt om en enhed man har på armen i stedet for et ur. Hvis denne enheds primære funktion ikke er at vise klokken, skal det selvfølgelig ikke kaldes et ur. Apple selv kalder det selv "wearable video device", der vel kan oversættes til noget i retning af "bærbar videoenhed", der dog ikke er helt god, da vi på dansk bruger ordet bærbar på en anden måde.

Der er dog ingen tvivl om, at Apples enhed har præcis de egenskaber, som forventes af det smarte ur rygterne taler om, er på vej. Patentet beskriver et armbånd med trykfølsom overflade, der minder en del om de reflekser man kan få, der kan foldes rundt om armen eller benet. De to ender overlapper altså hinanden mere eller mindre alt efter størrelsen på ens håndled.

Armbåndet har indbygget gyroskop og accelerometer, så enhed kan bestemme retningen, der jo varierer alt efter om man ærer det på højre eller venstre hånd.

Apple beskriver armbåndet som en metode til at videresende information til eksempelvis en anden bærbar enhed. Det skal således ikke stå alene, men tænkes ind i sammenhæng med eksempelvis en iPhone.

Vi skal nok ikke regne med, at Apple lancerer en enhed som beskrevet i patentansøgningen, men den er et af de første klare tegn på, at Apple arbejder seriøst for sagen, og har gjort sig nogle ideer om, hvad sådan en enhed skal kunne.

Patentet kan ses i sin fulde længde her: uspto.gov

Scroll ned for at se kommentarer