To Apple-patentansøgninger afslører Apples planer for AirTags, selvom de ikke nævnes ved dette navn, men blot kaldes "Wirelessly Locatable Tags". Men beskrivelserne og billederne passer på de rygter der har været det sidste års tid om AirTags.

AirTags er nogle små enheder, der kan spores og lokationsbestemmes med meget stor præcision. Det kan for eksempel bruges til kuffertmærker, på ens cykel etc., så man altid ved hvor de er. Men Apples ideer går meget videre, fremgår det af de to patentansøgninger. Der er tale om to meget grundige og omfattende patentansøgninger aff den type, hvor Apple virkelig vil dække sig ind. Ikke blot patenter til skrivebordsskuffen, men til reel brug, hvor alle tænkelige ideer derfor bliver beskrevet - og dermed sikret mod konkurrenter. Patentet er på hele 282 sider og indeholder mere end 100 illustrationer.

Kan sidde på kroppen

Det mest interessante i patentansøgningerne er et scenarie, hvor man har en række AirTags siddende på kroppen, arme, ben, fødder og så videre. Når man bevæger sig kan en computer eller iPhone registrere ens bevægelser ultra præcist. Hvordan man hæver eller drejer armen. Hvordan man bevæger hovedet. Og så videre. Dette kan for eksempel bruges i virtual reality-apps eller i spil, hvor man styrer en karakter med kroppen. Det kan også benyttes i træningsøjemed. AirTags kan også bruges som fysiske spillebrikker i virtuelle spil. Grænserne er nærmest uendelige, hvad dette angår.

Lokationsmarkører og masser af tilbehør

En anden anvendes af AirTags er som lokationsmarkører. Det kunne være, at der sidder en AirTag i receptionen i en virksomhed. Når man kommer ind registrerer ens iPhone denne AirTag og åbner automatisk et kort over bygninger - eller hvad man nu kan finde på.

Apple beskriver også ret detaljeret hvordan AirTags virker og hvordan de ser ud. Der kommer også en mængde tilbehør beregnet til fastgørelse etc. Det gælder for eksempel en slags rem, så man kan bære AirTag om armen sammen med Apple Watch eller en MagSafe-oplader, som kan lade dem op trådløst.

Som sagt virker mulighederne nærmest uendelige. Og selvom der ikke er nogen garanti for at alle de ting, Apple nævner i patenterne, bliver til virkelighed, er der i den grad noget af se frem til. Der har været rygter om at AirTags bliver lanceret allerede i november, mens andre siger, at det først sker næste år.

Patently Apple har en ret omfattende beskrives af de to patenter og masser af billeder.