Apple har fået flere interessante patenter relateret til Apple Watch. Eller nærmere bestemt urremme til Apple Watch. Teknologien sidder nemlig i remmene snarere en uret selv.

Det ene patent beskriver en urrem der kan stramme sig selv. Det kan eksempelvis være nyttigt, hvis man dyrker sport og vil sikre at remmen sidder stramt så urets pulsmåler ikke mister kontakten. Når man så er færdig med at dyrke sport vil man måske har en lidt løsere rem. Det kan remmen beskrevet i Apples Patent selv klare. Funktionen kan kobles til ens lokation, så remmen selv strammes, når man ankommer til et fitnesscenter etc. Det kan også bruges på en anden måde. Remmen kan nemlig blive strammet som en form for notifikation. Det kunne for eksempel være hvis man kører bil. Så kan en stramning af remmen indikere at man skal dreje etc. Eller den kan bruges når man løber. Her kunne en stramning af remmen indikere hver gang man har løbet en km. Mulighederne er mange.

I et andet patent beskriver Apple hvordan en infrarød sensor i urremmen kan verificere brugeren ved at måle mønstre i temperaturen på huden. Hudens temperatur af hænger nemlig af personlige ting. Eksempelvis behåring der er køligere end den omkringliggende hud og små sprækker i huden der er varmere end den omkringliggende hud. Med en termisk IR-sensor kan disse forskelle måles og bruges til at lave en unik profil på brugeren og i sidste ende bruges som autentifikation i stedet for indtastning af et kodeord etc.

I det sidste patent beskriver Apple en urrem med indbygget LED-indikator. Den kan eksempelvis vise hvor langt man er nået i sit daglige motionsmål, hvor langt man er nået med en løbetur etc. Visning af urets batteristand er en anden oplagt funktion.

Som sædvanlig når Apple får patenter, skal man ikke forvente eller regne med at de nogensinde kommer i et produkt. Patenter er typisk indleveret flere år før de bliver tildelt og Apple kan således allerede have besluttet af funktionaliteten ikke rigtigt passer ind. Patenterne skal mere ses som Apples idekatalog, hvoraf noget bliver til noget, mens det meste aldrig når videre.