Pebble har opdateret deres app samt udsendt ny firmware til deres ure. Med opdateringen kommer der nogle nye sundhedsrelaterede funktioner til Pebble Time-serien. De ny funktioner relaterer primært til søvn- og aktivitets-tracking.

Urene kan nu eksempelvis automatisk tracke gang og løb og kommer med en oversigt over aktiviteten, når den er slut. I lighed med Apple Watchs fitness-app får man på Pebble nu også en statusopdatering når dagen er gået om hvor aktiv man har været.

Der er også kommet en ny sektion i appen med interaktive grafer der viser hvor mange skridt man har taget i løbet af dagen samt ens søvn-aktivitet. Søvntrackeren kan kobles til en alarm, så man kan blive vækket op til 30 minutter før planlagt, hvis man befinder sig i en af de lette søvnfaser.

Ud over de nævnte ting relateret til sundhed i Pebble Time, er der på alle Pebble-ure nu mulighed for at svare på et indkommende eller mistet opkald med en forudbestemt tekstbesked. På Pebble Time er det derudover nu muligt via en ny Send Text-app, at starte en samtale direkte på uret.

For under to måneder siden kom det frem, at Pebble havde været nødt til at fyre en fjerdedel af deres medarbejdere fordi det halter med at skaffe kapital.

Pebble 3.12-opdateringen kan hentes gratis i App Store.