Apple har fremlagt regnskab for kalenderårets andet kvartal. Det er bedre end analytikerne har forventet og bedre end Apple har stillet i udsigt, men der er stadig tale om et markant fald sammenlignet med samme periode året før. Omsætningen nåede $42,6 milliarder og fortjenesten $7,8 milliarder. Det er er fald på 15% henholdsvis 27%.

I kvartalet solgte Apple 40,4 millioner iPhones (-15%), 4,25 millioner Macs (-11%) og 9,95 millioner iPads (-9%).

Blandt de positive ting er at kategorien "Services", der tæller salg i App Store, iTunes etc. er steget 20%. For første gang i 10 kvartaler er indtjeningen på iPads også steget. Dette på trods af færre solgte enheder. Til gengæld går det ikke så godt med indtjeningen i Kina, der er faldet 33% til trods for at Apple har øget andelen af iPhones i befolkingen med 34%.

Apple oplyser, at de også forventet faldende resultater i det igangværende 3. kvartal. Dette ovenpå rekordåret 2015, der gav Apple det bedste regnskab nogensinde for en børsnoteret virksomhed. Da regnskabet trods alt er bedre end analytikerne har forventet, er Apples aktiekurs steget med næsten 7% oven på offentliggørelsen.

Scroll ned for at se kommentarer