Ny aftale lægger kopiafgift på iPhones, computere, NAS'er etc.

Nu stiger prisen på iPhones, iPad og Macs i Danmark. Det skyldes, at den socialdemokratiske regering sammen med støttepartierne har besluttet, at smatphones, tablets og computere fremover skal være en del af den såkaldte blankmedieordning.
Hvor meget prisen stiger, er ikke oplyst, men det bliver formodentligt i prislejet under 100 kroner. Ordningen træder i kraft, så det rammer enheder solgt i 2022 og senere.
Hvad er blankmedieordningen?
Den såkaldte blankmedieordning er et levn fra fortiden, hvor antagelsen var, at folk købte blanke VHS-bånd og CD-ROM'er for at kopiere deres lovligt indkøbte musik til privat brug. Denne private kopiering af indhold til eget brug - for eksempel kopiering af en ekstra CD til brug i bilen - er lovlig. Alligevel mente man, at rettighedshaverne skulle kompenseres.
Det skete ved at indføre en afgift på de rå blanke medier. Så hver gang man købte en tom CD eller et tomt VHS-bånd, fik rettighedshaverne et beløb udbetalt, fordi de potentielt set gik glip af et nyt salg af deres musik, film etc. til dem, der allerede havde købt indholdet én gang.
Tiden er løbet fra ordningen
Nu bliver der efterhånden ikke solgt så mange tomme VHS-bånd eller andre blanke medier mere, så det beløb afgiften indbringer, er faldet betragteligt de seneste år.
Samtidig er medieforbruget for en meget stor dels vedkommende rykket over på streamingtjenester, det værende sig både film og musik. Den lovlige egenkopiering af indhold er derfor formodentligt styrdykket tilsvrende, fordi man under alle omstændigheder har adgang til alt indholdet på alle sine enheder, som en del af den aftale man betaler for. Det giver med andre ord ikke længere mening at kopiere sin musik til brug i bilen etc., som det gjorde tidligere.
Blankmedieordningen har overlevet sig selv, men frem for at aflive den, så redefinerer man i stedet bare hvilke enheder, der skal lægges afgift på. Ingen afgift er så ringe, at man bare skal lade en potentiel indtægt løbe ud med badevandet, må devisen være.
For nogle år siden kom USB-sticks inde under ordningen, og nu udvides den til at omfatte ting som computere, tablets og smartphones.
Hvad afgiften bliver på, er ikke oplyst i lovgrundlaget, men man har lagt sig fast på, at ordningen samlet set skal indbringe 93 millioner kroner om året. De skal så fordeles ud på de enheder, der indgår i ordningen. Ordningen træder i kraft i 2022.
Disse medier bliver en del af ordningen
- CD'er
- DVD'er
- Blu-ray
- USB-sticks
- Hukommelseskort
- Eksterne harddiske
- Netværksharddiske
- Smartphones
- Tablets
- Computere
Ting som smarture, spillekonsoller, TV og enheder som Apple TV etc. "slipper" for afgiften.