Nu kan man købe iPads med Apple SIM i 13 lande

Apple har udvidet Apple SIM-initiativet til Japan, hvor teleselskabet KDDI er kommet med på vognen. Apple SIM er en speciel type simkort, som kan benyttes med alle de understøttende operatører efter eget valg. Der er ingen lange bindinger, og man kan skifte mellem de forskellige operatører som man vil og når man vil. Alt sammen altså uden at skulle have tilsendt nye simkort hele tiden. Det er det samme ene simkort, der fysisk sidder iPaden uanset hvilket teleselskab man vælger. Skiftet mellem selskaber sker alene digitalt.
Med Apple SIM kan man altså bruge sin iPad med ét teleselskab i det land, hvor man har købt den, og et andet teleselskab på eksempelvis forretningrejsen - i de understøttede lande selvfølgelig. Alt sammen uden bøvl med fysisk bestilling af simkort og lange bindingsperioder. Man kan vælge og vrage som man vil blandt de deltagende selskaber.
Apple SIM blev introduceret med iPad Air i 2014. I øjeblikket kan man købe iPads med Apple SIM i Australien, Canada, Frankrig, Holland, Italien, Schweiz, Spanien, Storbritanien, Sverige, Tyskland, Tyrkiet og USA. Samt altså nu Japan. Antallet af lande, hvor man kan vælge data til lokaltakster, er dog meget større. I mere end 90 lande, kan man vælge et teleselskab, der tilbyder lokale priser via Apple SIM.
Du kan læse mere om Apple SIM hos Apple.