Selvom der findes andre muligheder, som eksempelvis Denons Heos eller de åbne formater, har amerikanske Sonos i et årti været synonym med multirumslyd, hvor man kan afspille sin musik i flere rum på samme tid. Det vil Apple nu lave om på.

I hvert fald benytter Apple lanceringen af de nye styresystemer til samtidig at lancere anden generation af deres trådløse streamingplatform også kaldet AirPlay. Den største nyhed i AirPlay 2 er muligheden for at afspille lyd via flere højttalere på samme tid uden at Apple dog går yderligere i detaljer med,hvordan det præcist kommer til at fungere.

Danskere med fra start

Flere danske lydproducenter er med fra starten. B&O og Libratone bliver begge fremhævet af Apple som nogle af de første firmaer der vil integrere AirPlay 2 i deres produkter. Libratone regner med at opdatere flere af deres eksisterende højttalere, mens B&O ikke har meldt noget konkret ud. Men det kunne måske være højttalere som BeoSound 1 og BeoSound 2, der får en opdatering. Dynaudio er et tredje dansk firma, der er med fremme.

Større valgfrihed

En af fordelene ved AirPlay 2, sammenlignet med Sonos lukkede system, er at man vil kunne kombinere højttalere fra forskellige producenter. Så længe højttalerne understøtter AirPlay 2, vil de kunne kombineres på kryds og tværs. Det giver en langt større valgfrihed sammenlignet med Sonos eller Heos. Man binder sig ikke til én producent, men kan frit vælge.

For at kune afspille via AirtPlay 2, skal du have en enhed med iOS 11, der bliver lanceret senere på året.