Nokia støtter Apples krav om forbud mod Samsung-produkter i USA

Nokia har meddelt appeldomstolen i Apples sag mod Samsung, at de støtter Apples krav om at få indført salgsforbud mod de Samsung-enheder, der overtræder Apples patentrettigheder, skriver Reuters. Ikke fordi Nokia som sådan støtter Apple, men fordi Nokia mener at dommer Lucy Koh traf en forkert afgørelse, da hun krævede at Apple skulle bevise en årsagssammenhæng (causal nexus) mellem en patenteret funktionalitet og efterspørgslen på produkterne, før et forbud kan træde i kraft,
Nokia mener, at Koh med sin afgørelse medfører betydelig skade på muligheden for at beskytte sine patenter i USA. Nokia siger endvidere, at de går ind for patentrettigheder fordi det medfører en hurtigere innovation.
Modstandere af patenter hævder ellers ofte det modsatte; at patenter bremser innovationen.
Rationalet bag Nokias udmelding må være, at man motiveres til at udføre innovation, hvis man ved at andre ikke bare kan kopiere ens eget arbejde. Og omvendt; hvis nogen har patent på noget bestemt, så må man innovere sig ud af det ved at opfinde sine egne ting. At kopiere andre er i hvert fald ikke innovativt uanset om det så er tilladt eller det ikke er. I øjeblikket har vi et patentsystem, og så skal det selvfølgelig håndhæves.