Den næste iPhone bliver nærmest absurd tynd, hvis man skal tro de seneste lækkede oplysninger. Apple skærer 25% af tykkelsen på enheden sammenlignet med iPhone 5s. iPhone 6 bliver kun 5,6 mm tyk, hvilket er tyndere end den nuværende iPod touch, der er 6,1 mm. Det passer rigtigt godt sammen med tidligere oplysninger, der sagde at næste iPhone ville blive så tynd, at kameramodulet ville rage ud, som det gør på iPod touch. Der var buddet dog 7 mm.

Ultra-retina

Den får samtidig ultra-retina-opløsning med en pixeltæthed på 389 ppi, hvor den nuværende er 326 ppi. Det er en forøgelse på 20% i pixeltætheden. Vi har regnet lidt på det. Holder Apple fast i størrelsen på skærmarealet vil den øgede pixeltæthed svare til en opløsning på 1.356 x 764. Det lyder umiddelbart som en underlig ukurant opløsning. Og hvorfor overhovedet øge pixeltætheden, når man i årevis har fortalt at grænsen for hvad det menneskelige øje kunne opfatte alligevel var nået? Det giver ingen mening - ud over en masse bøvl til udviklere, der skal tilpasse deres apps til en ny opløsning.

Skifte til klassisk HD-opløsning?

Men hvad hvis Apple nu har planer om at øge skærmarealet? Der har været rygter om en iPhone på 5,7". Her vil en pixeltæthed på 326 ppi svare til en opløsning på 1.609 x 905. Igen en noget ukurant opløsning. Men hvis Apple øger pixeltætheden fra 326 til 389 bliver opløsning på samme størrelse skærm lige pludselig 1.920 x 1.080. Rent synsmæssigt er det stadig lige meningsløs, men da dette jo er standard HD-opløsning, giver det alligevel god mening. Stadig en masse bøvl for udviklerne, men dog med mening.

Skal man tage oplysningerne for gode varer, kan det derfor næsten kun betyde, at den kommende iPhone får en skærm på 5,7 tommer og en opløsning på 1.920 x 1.080.

Ud over tykkelsen og pixeltætheden afslører Dickson at næste iPhone får en A8 processor med en clockfrekvens på 2,6 GHz.

Oplysninger ser legitime ud

Oplysningerne stammer fra Sonny Dickson, der har lavet tre meget kortfattede tweets. Vi holder ørerne stive, når Dickson kommer med oplysninger. Det kræver lidt mere nosser at skrive "iPhone 6 bliver 5,6 mm tyk" end bare noget generelt ala "iPhone 6 bliver efter al sandsynlighed noget tyndere end iPhone 5s". Det sidste er den slags man hører fra analytikere, der gætter mere end kommer med reel viden, mens Dickson enten ved besked eller lyver. Vi tror på det første, for Dickson er ikke en hvem som helst. Det illustreres af, at han tidligere har kunne afsløre Apples planer om en guldfarvet iPhone samt farverne på iPhone 5s.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.