Den kommende 4. generation af iPad Air vil få en USB-C-port i stedet for den nuværende Lightning-port. Det skriver den japanske side Mac Otakara, der har oplysningerne fra en kinesisk producent.

Apple har mange år brugt Lightning-porten i både iPhones og iPads. Lightning er Apples egen teknologi og den bruges kun af Apple, mens USB-C er en åben teknologi, som alle kan benytte, hvis de vil. Og det vil de, da USB-C er gået hen og blevet standard i alle nyere telefoner og tablets. Bare ikke hos Apple, der holder fast i Lightning. Og dog, for iPad Pro har som den eneste Apple-enhed USB-C-port og har haft den siden 2018. Alle andre iPads bruger stadigvæk Lightning. Et underligt valg med to forskellige porte, men ikke desto mindre, er det sådan Apple har valgt at gøre det.

Men nu tyder det altså på, at Apple vil begynde at udbrede USB-C til flere produkter. I første omgang altså iPad Air. Forleden var der et andet rygte om, at iPhonen ikke skifter til USB-C i år. Her holder Apple fast i Lightning, mens porten helt droppes næste år til fordel for ren trådløs teknologi.