Indbyggerne i San Francisco-forstaden Concord i Californien har de seneste dage kunne se en underlig sort bil med apparatur på taget køre rundt i gaderne. Ifølge lokale kilder er bilen leaset til Apple.

Apple har ikke ønsket at kommentere på bilen, så hvad den bliver brugt til er ren spekulation. Umiddelbart kunne man få den tanke, at Apple er ved at gøre klar til at implementere en funktion ala Googles Streetview eller Bings StreetSide i deres Kort-app. På taget af bilen sidder 12 kameraer, der sagtens kunne bruges til at stykke gadebilleder sammen med. Umiddelbart hælder kameraerne dog nedad, og virker derfor mere orienteret mod trafikken end omgivelserne. Udstyret på bilen lignet heller ikke det Google kører rundt med.

Personligt hælder jeg mere til, at der er tale om en selvkørende bil. Selvkørende biler er noget af det hotteste i Silicon Valley i øjeblikket, og seks virksomheder har fået tilladelse til at teste selvkørende biler i trafikken. Apple er ikke et af dem. Apple kunne dog have et partnerskab med et af de seks selskaber, så at Apple ikke har en tilladelse det kan ikke bruges som argument for at Apple ikke er involveret. For den selvkørende bil taler, at bilen er identisk til en selvkørende bil spottet sidste år i New York. Det kan selvfølgelig også være noget helt tredje og nyt, Apple skal bruge bilen til.

Det helt store spørgsmål er selvfølgelig hvad Apple har gang i? Mit bud er, at Apple simpelthen tester software der kan interagere med de selvkørende biler, der uden tvivl kommer på markedet inden for ganske få år. Måske er Apple direkte involveret i udviklingen af bilernes software, måske handler det bare om selve samspillet som i CarPlay-teknologien. Spændende er det i hvert fald.

Scroll ned for at se kommentarer