Mobilen bliver et mere og mere essentielt redskab

Det er ingen nyhed, at mobiltelefonen har vundet vores hjerter. Den er i konstant og rivende udvikling, og er givetvis allerede din mest uundværlige gadget i det daglige.
QR-koder i børnenes tøj
Et sted hvor man snildt kunne forestille sig, at mobilen blev mere udbredt er i vores skoler, og daginstitutioner, hvor lærere og pædagoger i forvejen har nok at se til. Her ville QR-koder være et godt redskab i kampen mod glemt tøj, eksempelvis. Man kunne måske forestille sig, at børnene fik små strygemærker i tøjet med en QR-kode, som så giver oplysninger om ejermanden. Smart. Specielt fordi, at der på flere større skoler sagtens kan være mange med samme navn, plus at klassetrin, telefonnummer og adresse har det med at ændre sig med årene.
Med et strygemærke i nakken på jakken, med en QR-kode påtrykt, kunne skoler og institutioner have et register, hvor data løbende opdateres, og på den måde hurtigt og nemt finde frem til det glemte tøjs retmæssige ejere.
Farvel til kasselinjerne i supermarkedet?
Et andet sted, hvor mobiltelefonerne vinder mere og mere terræn, er i forbindelse med vores dagligvareindkøb. Mange kender nok allerede de store online supermarkeder som Nemlig og Shobr.com, men selvom det er smart, så foretrækker mange fortsat enten helt eller delvist, at handle i et ”rigtigt” supermarked. Det kan f.eks. være for at sikre sig kvaliteten af frugt og grønt, eller fordi man gerne vil i brugsens bager/delikatesse eller lignende. Det kan selvfølgelig også være, at man ganske enkelt ikke synes, at dagligvarer skal købes online. Hver sin smag.
Men i supermarkederne ved man godt, at man er nødt til at gøre noget, hvis ikke man skal udraderes af internethandel og online shops. Derfor har Coop indført et nyt betalingssystem, der – i det store hele – gør køen ved kassen til en fortidsfloskel. Systemet hedder ”Bip og Betal”, og går i al sin enkelthed ud på, at du scanner dine varer med mobilen, mens du går rundt i butikken og finder dem. På den måde har du registreret alle varerne og er klar til at betale, når du kommer til kassen. På denne måde slipper man altså for, at varerne først skal fra hylde til kurv, fra kurv til kassebånd og fra kassebånd til bærepose. Nu kan du springe direkte fra hylde til pose, og bare betale når du går. Systemet beror således på en stor grad af tillid til brugerne, hvorfor der kan (og vil) forekomme stikprøvekontroller. Og det er uden tvivl kun et spørgsmål om tid, før systemet er udviklet til at kunne håndtere den mest åbenlyse form for snyd.
Ikke helt uden begrænsninger endnu
Selvom Coop har reformeret det klassiske supermarked med deres nye system, er det ikke 100% uden begrænsninger endnu. Der er stadig varer – som f.eks. tøj og elektronik – der er behæftet med alarmer, der kun kan fjernes af personalet. Og det er nok meget godt. Men selvom det ikke er alt, der kan købes med den nye app, så sparer den nye betalingsmetode rigtig meget tid.