Er du en typisk dansk computerbruger, vil du nikke genkendende til Microsoft Office. Programpakken der gennem en menneskealder har været standard på stort set enhver computer uanset om det så er i virksomheden, i skolen eller i hjemmet. Måske er du lige som undertegnede: Vokset op med Office, men har droppet det igen. Måske i forbindelse med et skifte til Mac eller i takt med open source-bølgen. Eller måske tilhører du den stadig voksende gruppe af folk, der aldrig har stiftet bekendtskab med Office i første omgang. iPad-generationen for hvem computere ikke er en selvfølgelig - og da slet ikke de traditionelle Windows-baserede af slagsen.

Et seriøst problem for Microsoft

Det er den sidste gruppe det begynder at være et seriøst problem for Microsoft. Lige så stort et problem som gruppen er for aviserne. Helt tilsvarende er der her den første gruppe for hvem en daglig trykt avis er en selvfølgelig. Så er der gruppen, hvor man er vokset op med en daglig avis, men har fravalgt den fordi tiderne skifter. Og så igen den helt unge generation, for hvem en trykt avis er totalt ukendt.

For den sidste gruppe er løbet kørt. De vil aldrig begynde at abonnere på en trykt avis - og de vil formodentlig heller ikke hoppe på Office-vognen. Microsoft er tæt på at tabe en hel generation af Office-brugere på gulvet. Årsagen er det totale fravær på iPaden, som millioner af unge og børn bruger verden over. Unge mennesker for hvem det bliver naturligt at klare sig uden Office, som mange af dem endda aldrig har hørt om. Unge mennesker for hvem det bliver naturligt at vende sig mod Apples produkter og services (eller mod Androids tilsvarende for den sags skyld). Eller noget helt tredje. Alternativerne skyder op som svampe på en fugtigt efterårsdag.

Mister 14 milliarder kroner årligt

Ifølge en undersøgelse mister Microsoft hvert år op mod 14 milliarder kroner i tabt salg fordi Office ikke findes i en udgave til iPaden. Og i takt med at Microsoft ikke formår at levere varen, tager andre over - for efterspørgslen efter produktionsapps er tilstede. Så selv når Microsoft kommer med Office på iPaden, så er løbet måske kørt fordi folk er godt tilfredse med andre tilbud. Microsoft risikerer altså at "Office for iPad" alene får tag i mellemgruppen - dem der kender Office i forvejen, men har valgt andre løsninger i takt med at tiden har ændret sig og iPaden har vundet frem, men som alligevel kan overtales til at vende til bage. Men hvad med alle dem der ikke kender Office, og derfor ikke savner det? Lader de sig overbevise af en gammel dinosaur eller er de for længst røget på mere moderne og smarte løsninger uden at kigge sig tilbage? Det vil tiden selvfølgelig vise, men den arbejder bestemt ikke for Microsoft.

Microsoft fanget af egen retorik

Et af Microsofts problemer er, at de er blevet fanget af deres egen retorik. De har længe gjort en dyd ud af, at iPaden var et legetøj, og at hvis man ville have den rigtige Office-oplevelse så skulle der en computer til. Microsoft har kørt masser af ante-iPad-reklamekampagner med det tema. Problemet for Microsoft er bare, at folk ikke længere er interesseret i den fulde Office-oplevelse, men ønsker en let touchbaseret grænseflade med nem mulighed for at dele dokumenter med andre. Microsoft har stædigt hold fast på at Office skulle være produktet det lokkede folk til at anskaffe en computer. Da det ikke lykkedes, satsede Microsoft på at kunne hive folk over på deres egen tablet. Igen med argumentet om at det gav den rigtige Office-oplevelse. Det Microsoft bare ikke har fanget er, at folk ikke ønsker den oplevelse. Tiden er løbet fra Office. Der er flere og flere for hvem Offie-komptibel ikke længere er et issue. Tværtimod. Får de et Office-dokument bliver det sendt retur med en besked om at sende et dokument der frit kan læses og redigeres efter en åben standard på tablets, smartphones etc.

Kan Microsoft levere varen? Den lokale avis har ikke kunnet!

Microsoft har ganske enkelt været for dårlige og sene til at erkende, at dagens ungdom med smartphones og tablets rigeligt er dækket ind med muligheder. Og det er ved at være for sent. Microsoft vil uden tvivl lancere Office til iPaden, og rygterne siger at det sker inde længe. Det hele står og falder dog med om Microsoft kan levere varen. For de unge er kræsne og springer ikke på vognen bare fordi Microsoft står bag - mange kender ikke engang Microsoft. Microsoft skal ud og bevise sit værd og vise, at de har forstået hvad det handler om på iPaden.

En lanceringen af en gumpetung app ala det vi kender fra computeren overbeviser ingen. Der skal helt andre boller på suppen. Mit lokale dagblad, Nordvestnyt, er et meget godt eksempel på hvor galt det kan gå. De ved selvfølgelig at den trykte avis er presset, og at det er vigtigt at være tilstede på de digitale medier for at få fat i moderne menesker. Men hvad gør de? Nordvestnyt har lanceret en iPad-app, hvor man for 19 kr per dag (!) kan købe adgang til noget der minder om en PDF-udgave af dagens avis. Ikke noget under, at de unge holder sig orienteret via helt andre medier og aldrig kommer til at holde en avis. Nordvestnyt kunne måske have fået undertegnede fra mellemgruppen tilbage i folden, men ikke med en digital daglig avis for 19 kr. Tiden er løbet fra den slags.

Det bliver spændende at se om Microsoft har noget reelt nyt at byde på, eller om det er sidste forsøg fra en synkende skude. Spørgsmålet er bare om det er for sent. Er iPad-generationen tab for altid?