Dagen før juleaften lagde 28 årige Terrell Gray sag an mod Apple for deres negative behandling af afroamerikanske mænd i deres butikker. Selve episoden det drejer sig om ligger et helt år længere tilbage i tiden nemlig 30. december 2012.

Her besøgte Gray en Apple Store for at få ombyttet en ødelagt iPad, han havde købt få dage før. Det gik dog ikke som Gray havde regnet med. Gray og personalet i butikken kunne nemlig ikke blive enige om hvad der skulle ske med iPaden. Gray vil have den byttet, mens personalet mente, at den kunne repareres. Det ene ord tog det andet, og politiet blev tilkaldt. Gray blev først fængslet og siden indlagt på et psykiatrisk hospital. Ifølge Gray har Apples behandling af ham resulteret i diverse skader og følelsesmæssige problemer. Desuden anklager han Apple for systematisk at diskriminere folk som ham.

Man aner konturerne til en rigtig møgsag for Apple. En sort mand, der efter et besøg hos Apple er blevet traumatiseret på grund af dårlig behandling. Så enkel er sagen dog ikke. Først tager vi Grays version, som han beskriver den i den 17 sider lange anklage.

Grays forklaring

Ifølge Gray besøgte han Apples butik i Berkeley, Californien, den 30. december 2012 omkring klokken 18. Formålet med besøget var at få byttet eller returneret en iPad med ødelagt skærm, han for nylig havde købt. Ham havde forinden været i kontakt med Apple via telefon, og havde fået at vide, at han skulle henvende sig i en af Apples butikker. Som sagt så gjort.

I butikken ville personalet dog ikke gå med til at bytte iPaden eller tage den retur. De tilbød i stedet at reparere den uden omkostninger for Gray. Ifølge Gray tog han det meget roligt under samtalen med personalet. Personalet tilkaldte dog politiet, og bad dem om at eskortere Gray ud af butikken. Herefter lagde politiet ham i håndjern, da Gray nægtede at svare på deres spørgsmål. Politiet tilkaldte en ambulance, der mod Gryas vilje kørte ham til et lokalt hospital, der behandler folk ed psykiske forstyrrelser, hvor han blev indlagt. Grays anklageskrift giver ingen nærmere forklaring på, hvad han bliver indlagt for.

Næste dag bliver han udskrevet, og tager af en eller anden grund som det første hen til Apple-butikken igen, for med egne ord "at forklare omstændighederne omkring returneringen af hans computer". Det er Gray selv, der nu omtaler en computer og ikke en iPad. Personalet tilkalder igen politiet, som kommer og anholder Gray for mistanke om tyveri. Efter fire dages varetægtsfængsling bliver han igen indlagt på det psykiatriske hospital, hvor han er indlagt sig fra 7. januar til 20. januar eller, igen med Grays egne ord "ca. 45 dage". Da han bliver udskrevet for anden gang, tager han hjem til New Jersey, hvor han som følge af Apples behandling, hævder han, bliver indlagt på et andet psykiatrisk hospital i 3 måneder. Det er blandt andet dette ophold, Gray vil have en erstatning for. Derudover føler han sig overvåget og mistænkeliggjort i Apples butik.

Vidner er uenige med Gray

Det var Grays version af hvad der skete sidst i 2012, og det står nu nok klart for enhver, at han måske ikke er den mest troværdige kilde. Hans anklageskrift er fyldt med stave- og grammatiske fejl, såvel som unøjagtige ting som det med de 45 dages ophold på hospitalet.

Grays detaljerede historie bliver da heller ikke bakket op af flere vinder i sagen, der giver en anden forklaring på begivenhederne. For det første er er der ingen registreringer af episoden den 30. december, hvor Gray skulle være blevet anholdt og kørt på hospitalet. Der var en episode i butikken, men politiet var ikke indblandet, siger vidnerne.

Det var de rigtigt nok efter nytår, hvor Gray, ifølge vidnerne, forsøgte at bytte en ødelagt MacBook - og altså ikke en iPad. Gray havde også en iPad med, men det var ikke den, det handlede om. Gray havde flere forskellige kvitteringer med fra en anden forhandler, og en af dem lød på en MacBook, der skulle være købt et par dage forinden. Den MacBook Gray havde med var dog af ældre dato og da personalet i butikken tjekkede serienummeret, kunne de se at den var registreret i en anden persons navn. En person fra samme område som Gray, hvorfor Gray blev mistænkt for at have stjålet computeren.

Ifølge vidnerne begyndte Gray at opføre sig "forstyrrende", hvorfor personalet tilkaldte politiet. Ifølge vidnerne nægtede Gray at identificere sig over for politiet, og ville heller ikke svare på nogle af deres spørgsmål om, hvor han havde computeren fra. Politiet anholdte derfor Gray. Patientjournaler er ikke offentlige tilgængelige i Californien, så det er ikke muligt at verificere Grays påstand om, at han efter sin løsladelse blev indlagt på et psykiatrisk hospital, som han selv hævder.

Udbredt praksis

Det er forholdsvist udbredt i USA, at kriminelle stjæler Apple-udstyr, ødelægger det, og får det byttet til nyt i Apples butikker. På den måde kan de slippe af med udstyr, der er registeret som stjålent, og få noget nyt, som de nemmere kan sælge. En vigtig pointe her er, at udstyret skal byttes, og ikke bare repareres. Det var netop en ombytning, som Gray insisterede på. Her udnytter tyvene, at Apple har en forholdsvis liberal praksis i forhold til bytning af ødelagt udstyr, hvor Apple ikke tjekker serienumre, eller spørger om dokumentation på at man er den retsmæssige ejer. Apple bytter uden spørgsmål. Spørger de alligevel, han tyvene ofte fundet bonner i skraldespanden fra andre butikker, som de bruger som dokumentation.

Vi skal understrege at Gray ikke er blevet tiltalt for tyveri, omend man kan have en mistanke om, at han nok ikke har haft helt rent mel i posen. I hvertfald så urent mel, at han nok burde have klappet hesten, og være glad for at han slap uden en tiltale, fremfor at sagsøge Apple. Men som altid i de sager, er der en grådig advokat inde over. I dette tilfælde dommer Karimu Hill-Harvey, der bijobber som praktiserende advokat, og formodentligt har lagt de $400 ud det koster at lægge sag an ved Federal District Court of New Jersey.

Scroll ned for at se kommentarer