Mac OS X Lion understøtter ikke længere Power PC-emulering
Fra og med OS X 10.7 Lion understøtter Apple ikke længere de gamle PowerPC-programmer. PowerPC var den processor Apple benyttede i Macs inden skiftet til Intel i 2006.
Umiddelbart efter skiftet fra PowerPC til Intel, var der i OS X indbygget en funktionalitet kaldet Rosetta, så man kunne køre de "gamle" PowerPC-programmer på sin nye Intel-baserede Mac. Rosetta var en slags oversætter, der omdannede den gamle kode til ny kode. Navnet Rosetta henviser til Rosetta-stene, der gjordet muligt at tyde hieroglyffer.
I Mac OS X Snowleopard er Rosetta-funktionaliteten ikke installeret som standard, men er blevet valgfri. Forsøger man at køre et program baseret på den gamle PowerPC-arkitektur, vil man få en påmindelse om, at det kræver Rosetta, og om man vil installere Rosetta.
I Lion og senere udgivelser af OS X er denne mulighed helt væk. PowerPC-programmer kan derfor ikke køre på OS X længere. Det skal man selvfølgelig være yderst opmærksom på, inden man kaster sig over en opgradering, hvis man stadig er på et ældre system, der bruger PowerPC-programmer
Man skal i hvert fald lige sikre sig, at man ikke er afhængig af nogle gamle PowerPC-programmer. Det er heldigvis nemt at gøre. Man skal bare åbne programmet "Oplysninger om System" (i mappen Hjælpeprogrammer). Her skal man vælge Software > Programmer og sortere efter type. Så kan man nemt se om man har nogle PowerPC-programmer.
Artiklen er ajourføt i februar 2016.