Eftersom vi bruger halvdelen af vores liv i at kigge ind i en skærm af en eller anden slags, kan vi ligeså godt sætte os lidt ind i teknologierne bag de forskellige typer af skærme, og hvad det betyder for kvaliteten.

I dag dominerer to vidt forskelige skærmteknologier markedet for forbrugerelektronik. Den ene er LCD, den anden OLED. De er begge igen opdelt i en række undertyper, som er dukket op i takt med den teknologiske udvikling.

LCD er den klassiske type, som Apple traditionelt har brugt i de fleste deres produkter, mens OLED er kommet til senere. I øjeblikket bruger Apple OLED i iPhonen og Apple Watch, mens der er rygter om at OLED snart kommer i iPaden og senere i MacBook'en.

Inden jeg starter, vil jeg gøre det klart, at det er de overordnede linjer, jeg vil trække op her. Jeg vil ikke gå ned i de helt små specifikke tekniske detaljer. Man vil uden tvivl kunne finde undtagelser til samtlige ting, jeg skriver. Derudover står teknologierne ikke stille. De udvikler sig begge i rasende fart, så noget der er gældende i dag, er måske ændret i morgen. I hovedtræk kan du dog godt regne med, at det jeg skriver også holder vand.

Sådan fungerer LCD

LCD er en forkortelse for Liquid Crystal Display. En LCD-skærm er opbygget af fire forskellige lag, der ligger ovenpå hinanden. Det nederste lag sørger for belysningen. Det kan enten være via én enkelt belysningskilde, der lyser hele skærmen op, eller det kan være inddelt i flere mindre områder, med hver deres belysningskilde. Oven på denne baggrundsbelysning er der et lag af flydende krystal, der har givet teknologien dens navn. Krystallernes opgave er at dreje eller polarisere baggrundslyset. Næste lag er et farvefilter, der er henholdsvis rødt, grønt og blåt. Det øverste lag er et polaroidfilter, der kun lader de farver, der er polariseret rigtigt, slippe igennem. Det vil sige at de farver, man ikke ønsker bliver blokeret og dermed sorteret fra. Ønsker man en sort pixel, skal alle tre lysfraktioner blokeres, ønsker man en hvid pixel skal alle lysfraktionerne lukkes igennem.

LCD findes i flere undertyper såsom TFT eller IPS. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på her, da det ikke ændrer grundlæggende på, hvordan de er bygget på. En enkelt undertype skal dog nævnes nemlig mini-LED, som Apple netop er begyndt at bruge i iPad Pro. I mini-LED har man erstattet det nederste lag, der sørger for baggrundsbelysningen, med et lag af meget små lysdioder. Typisk skal hver enkelt diode være mindre end 0,2 mm for at kunne blive kaldt mini i denne sammenhæng. Så hvor baggrundslyset i en traditionel LCD skærm kommet fra et enkelt lyspanel (eventuelt inddelt i nogle få mindre dele), kommer det i mini-LED fra flere tusinde lysdioder. Hvad det betyder for ydelsen kommer jeg ind på længere nede. Pointen her er, at mini-LED ikke er en ny skærmteknologi, men er en særlig type LCD-skærm, med de fordele og ulemper det så giver.

Sådan fungerer OLED

OLED er en teknologi baseret på lysdioder, på engelsk kaldet light emitting diodes forkortet LED. O'et står for organic, men det er ikke så vigtigt her. Der findes forskellige undertyper af OLED. Den mest brugte hedder AMOLED. Dette er heller ikke så vigtigt her, da de i princippet alle sammen fungerer på samme måde.

I en OLED-skærm består hver enkelt pixel på skærmen af en gruppe af tre LED'er; en rød, en grøn og en blå, der tilsammen kan skabe alle farver inklusive sort, da de også kan være slukket. Det betyder, at man for hver enkelt pixel kan styre farven samt lysintensiteten.

Forskellen på OLED og LCD

Forskellen på de to teknologier handler altså om, at OLED styrer farver og lys ved at tænde for hver pixel i den ønskede farve, mens LCD-skærme virker ved at baggrundslys sendes igennem farvefiltre som sorterer de uønskede farver fra. Da der er tale om to grundlæggende forskellige fysiske principper for gengivelse af et billede, er der også forskel på hvor godt de slipper afsted med det. Herunder gennemgår jeg de forskellige egenskaber.

Lysstyrke og kontrast

Den helt store forskel på de to teknologier ligger i kontrollen af lysstyrken. I en LCD-skærm bruger man som sagt en baggrundsbelysning, der fra undersiden lyser op gennem et farvefilter, mens OLED benytter dioder der udsender deres eget lys.

I OLED kan lyset derfor aktivt reguleres for hver eneste enkelte pixel. Det kan endda slukkes helt. På en OLED skærm kan en pixel derfor være kulstort. Derfor er OLED-skærme bedre til at vise sort, og har derfor højere kontrast end LCD-skærme. I LCD fremkommer sort nemlig ved at skygges for noget baggrundslys, hvor der er fuldt blus på hele tiden. Det kan bare ikke lade sig gøre i praksis. Der vil altid smutte lidt lys igennem eller udenom filteret, og det gør det svært at lave noget helt sort på en LCD-skærm. I praksis kan man godt inddele en LCD-skærm i mindre bider, der kan reguleres særskilt, men aldrig helt ned på pixelniveau. Den seneste forbedring af dette er mini-LED, hvor man har inddelt baggrundsbeslysningen i flere tusinde mindre områder. Det løfter kontrasten og lysstyrken betydeligt, men ikke til OLED-niveau.

Hvor OLED's styrke altså er sort-visningen, er LCD's styrke hvid-visningen. Der er ganske enkelt mere smæk på lysstyrken i LCD-panalet takket være den ensartede baggrundsbelysning. Det samme kan man sige om skarpheden. Generet set vil en LCD-skærm se skarpere ud end en OLED-skærm med samme opløsning, hvis ikke producenten gør sig meget umage.

Betragtningsvinkel

I OLED-skærme sidder alle dioderne i et enkelt lag lige under overfladen. Det gør skærmen tynd og fleksibel og sikrer en stor betragtningsvinkel. Faktisk kan OLED-skærme gøres så fleksible, at de kan bøjes eller rulles sammen. Den stivhed man oplever, skyldes det glaslag, man har liggende over selve skærmpanelet for at beskytte dette.

Omvendt er LCD-skærme bygget op af adskillige lag oven på hinanden. Derfor bliver skærmen tyk, ufleksibel og med ringere betragtningsvinkel fordi lyser kommer et par millimeter nede i alle disse lag. Dette er dog blevet forbedret kraftigt de seneste år, i takt med at der er opfundet teknologi til at gøre lagene tyndere.

Farvegengivelse

Den fundamentet forskellige måde at producere farver på gør, at der er forskel på hvor præcist de to teknologier kan vise farver korrekt. Generelt giver OLED i teorien de mest præcise farver. Dog med en risiko for grøn og blå overmætning. Dette skyldes at disse to dioder simpelthen lyser kraftigere end den røde. LCD kan ikke levere et helt så bredt farvespektrum og overkompenserer typisk i de røde farver.

Overmætningen kan der kompenseres for i begge skærmtyper, hvis produceren vil, så generelt er det ikke det helt store problem. Faktisk er forskellen indenfor forskellige OLED-skærme typisk større end forskellen mellem OLED og LCD. Eller sagt på en anden måde: En god LCD-skærm kan sagtens være bedre til at vise farver end en dårlig OLED-skærm. Så når man siger, at OLED har en bedre forvegengivelse, er det en generel og teoretisk betragtning, og ikke noget der gælder i hvert eneste tilfælde.

Farveskift over tid

Det hele lyder umiddelbart meget ensidigt i OLED's favør, men der er lidt malurt i bægeret. En af ulemperne ved OLED er, at de tre forskellige dioder har forskellig holdbarhed. De ældes simpelthen forskelligt, hvilket vi sige at de tre farver ikke følges ad. Nogle mister pusten hurtigere end andre, hvilket giver risiko for at farvebalancen ændrer sig over tid. På en LCD-skærm er baggrundsbelysningen ensartet over hele skærmen, så her ændrer farverne sig ikke.

Derudover er der ved OLED risiko for, at stillestående grafik, som docken i macOS, brænder sig fast. Dioderne bliver simpelthen trætte, hvis de hele tiden viser den samme farve, og er derfor svære at få til at vise noget andet. Resultatet er det man kalder burn in. Det kan der kompenseres for, men igen er det med at til at gøre OLED til en lidt mere besværlig teknologi.

Strømforbrug

På en LCD-skærm spiller det ingen rolle for strømforbruget, hvad der vises på skærmen. Her er der altid fuld blus på belysningen, da farverne jo reguleres ved at skygge lyset væk. Der er altid lys på hele skærmen uanset om billedet så er sort eller hvidt. Den eneste måde at sænke strømforbruget på at ved at skrue ned for lysstyrken.

Da OLED-skærmen regulerer lysstyrken på pixelniveau, vil energiforbruget variere alt efter hvor meget de enkelte dioder lyser. På en hel sort skærm er alle dioder slukkede, og den bruger ikke noget strøm. Er alle pixels derimod hvide, er der fuld blus på alle dioderne, og der bruges meget strøm. Derudover findes der alt derimellem. Resultatet er, at en OLED-skærms energiforbruger varierer i takt med det billede, der vises.

Typisk vil en OLED-skærm et over tid bruge mindre strøm end LCD, hvis begge skærme viser det samme ved samme generelle lysstyrke.

Pris

Så er der prisen. OLED er generelt dyrere at producere end LCD. Ofte er prisforskellen større end de forbedringer man ser i billedkvaliteten. Det vil sige, at man krone for krone typisk får mere kvalitet for pengene ved at købe LCD end ved at købe OLED.

I praksis er forskellene på LCD og OLED efterhånden ret små

De ovenfor beskrevne forskelle er de teoretiske. I praksis nærmer de to teknologier hinanden, og kogt helt ind er den eneste reelle forskel på de to teknologier kontrastforholdet. Her fører OLED, og LCD vil aldrig nå samme niveau. Det bliver dog hele tiden bedre, mens OLED omvendt bliver får mere og mere smæk på lysstyrken.

Der dog ingen tvivl om, at OLED før eller siden 'vinder' den teknologiske kamp. Ganske enkelt fordi landevindingerne med LCD efterhånden går langsommere og langsommere. Teknikken er så moden, at det er svært at komme med nyskabende revolutioner. Anderledes er det med OLED, der er mere i sin vorden, og helt grundlæggende bare giver større kontrol via den individuelle kontrol med de enkelte pixels.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.