Det er nu muligt at låne ebøger fra bibliotekerne direkte på sin iPad. Det sker via bibliotekernes fælles projekt, ereolen.dk, der er starter først i november. Her kan man låne ebøger både på computeren og iOS-enhederne.

Som det er sædvane ved offentligt IT-projekter, er det hele lidt kringlet at få til at virke. Det hele foregår nemlig via en speciel ebogslæser kaldet Bluefire Reader. For at den skal virke, skal man registrere sig hos Adobe. Det er ikke en joke. For at kunne låne ebøger via de danske biblioteker, skal man have en konto hos Adobe. Det skyldes selvfølgelig at der er noget kopibeskyttelse (DRM) på ebøgerne.

Når det er gjort, er det ellers bare at gå ind på ereolen.dk på sin iPad og finde den bog, man gerne vil læse. For at kunne låne skal biblioteket i den kommune, hvor man bor være med i ordningen, og man skal være logget ind. Når man har fundet den bog man vil læse åbner den automatisk i Bluefire Reader. Ganske smart.

Man kan i øvrigt også læse ebøgerne på sin computer. Det kræver ligeledes installation af en speciel reader.

God læselyst til alle.

Scroll ned for at se kommentarer