Kundedata fra det danske teleselskab 3 er blevet kompromitteret. En eller flere personer har via mail kontaktet 3 og krævet et større millionbeløb for ikke at offentligøre oplysningerne. Det skriver 3 i en pressemeddelelse.

Ifølge 3 er der tale om en ganske lille antal kunder, omkring 3.600. 3 vurderer at det er oplysninger om navn, adresse, cpr-nummer, hemmelige telefonnumre, e-mail, sim-kortnummer, type af abonnement og betalingsmetode der er tale om, mens bankoplysninger eller pinkoder ikke skulle være kompromitteret. Oplysningerne skulle være mindst 9 måneder gamle, og altså ikke af nyere dato.

3 har overdraget sagen til politiet, der nu efterforsker den. Vurderingen er at truslen er reel og at gerningsmændene er i besiddelse af kundeoplysningerne.

Sagen minder om en tilsvarende sag hos 3 i Storbritanien fra sidste efterår. Her havde en ansat hos teleselskabet lægget sit brugerlogin til systemet til en kriminel bande, der dermed fik adgang til data om 6 millioner af 3's kunder. Mere end 130.000 kunder blev direkte berørt og fik stjålet data. Formålet dengang var at bruge oplysningerne til at bestille og efterfølgende stjæle mobiltelefoner i kundernes navne. Flere er efterfølgende blevet anholdt i sagen.

I den nye danske sag ved man hos 3 på nuværende tidspunkt ikke, hvordan den eller de kriminelle er kommet i besiddelse af oplysningerne.

3’s Kundeservice er klar til at besvare henvendelser fra kunder fra kl. 09.00 og på 3.dk/faq vil det også være muligt at finde svar på generelle spørgsmål om sagen.

Opdatering: Selvom 3 betragter hændelsen som alvorlig, mener de ikke at den er så alvorlig at man som berørt kunde kan opsige et abonnement man eventuelt er bundet af, hvis man har mistet tilliden til 3. I stedet kan man få nyt simkort og nyt telefonnummer.

Scroll ned for at se kommentarer