Kun en dansk virksomhed omsætter for mere end iTunes Store

Apples lille bibeskæftigelse med at sælge apps og musik til deres iPhone-brugere bliver ved med at vokse. 29% er omsætningen steget i sidste kvartal sammenlignet med året før.
At kalde salg af apps og musik for "lille bibeskæftigelse" er selvfølgelig en underdrivelse af dimensioner. Faktisk omsætter Apple i iTunes Store som helhed mere en de fleste danske virksomheder. Kun A.P. Møller - Mærsk har en højere omsætning end Apples salg af indhold, der er lang over 100 mia. kr årligt.. Danske Bank, Novo Nordisk, Arla, Dong, Carlsberg - you name it - må alle tage til takke med at være mindre forretninger end Apples salg af musik, film og apps.
I den første uge i januar omsatte Apple alene i App Store for 3,4 milliarder kroner. Det er mere end eksempelvis teleselskabet 3 eller B&O omsætter for på et helt år.
Læren må være, at hvis man vil tjene styrtende med penge, så skal man ikke satse på et fysisk produkt, men på at skabe indhold. Apples indtjening på den slags er nemlig ikke unik. Flere af verdens største virksomheder og virksomhedshandler er nemlig udelukkende fokuseret på indhold frem for et fysisk produkt.
I den tid det har taget mig at skrive denne artikel, har Apple solgt for 20 mio. kr apps.