De sidste par uger har været hektiske for Samsung fordi deres nye Galaxy Note 7 risikerer spontant at overophede og endda bryde i brand. Noget der er sket i et par hundrede tilfælde på nærmest daglig basis. Formodentligt på grund af et for dårligt konstrueret batteri. Det har fået Samsung til at tilbagekalde alle solgte enheder. Heldigvis for Samsung er salgstallene ikke ret høje, så der har kun været tale om 2,5 millioner enheder. Af dem er omkring 1 millioner allerede blevet ombyttet. Sagen vil direkte komme til at koste Samsung flere milliarder kroner for de ombyttede enheder. Dertil til skal selvfølgelig lægges det imagetab, som Samsung indkasserer.

Verden har haft vigtigere ting at tage sig til

Indtil nu virker det dog som om Samsung er sluppet relativt nådigt problemets størrelse taget i betragtning. Teknologijournalister og brugere har haft vigtigere ting, såsom iPhonens manglende jack-stik, at skrive om. Indtrykket har været, at nok har Samsung jokket alvorligt i spinaten, men de har trods alt taget problemet seriøst. En enkelt svipser kan ske for selv den bedste, har holdningen været.

Lige indtil nu i hvert fald. For i går måtte kaptajnen på et amerikansk passagerfly fra Southwest Airlines evakuere samtlige passagerer og besætningsmedlemer da en Samsung Galaxy 7 Note-telefon begyndte at udsende røg i kabinen. Telefonen var efterfølgende så beskadiget, at brandfolk i lufthavnen ikke umiddelbart kunne fastslå, hvad det var for en model. Ejeren måtte selv oplyse, at der var tale om en Samsung Galaxy Note 7, skriver The Verge, hvis undersøgelse bekræfter at der er tale om en ombyttet model. Manden har i øvrigt efterfølgende købt en iPhone 7.

Telefonen var ombyttet og erklæret "sikker" af Samsung

Så langt så godt. En Samsung-mobil er brudt i brand på et fly. Nok havde myndigheder og flyselskaber advaret folk mod at bruge Samsungs mobiler i fly, men før eller siden måtte det jo ske alligevel. Problemet er bare, at mandens telefon ifølge hans egen forklaring blev ombyttet hos Samsung for to uger siden til en ny, der skulle være sikker. Ifølge Samsung har de nye Galaxy Note 7 nemlig et batterier der "ikke er sårbare over for overophedning og for at bryde i brand".

Er forklaringen sand er tingene gået fra slemt til værre for Samsung. I forvejen var det et kæmpe problem. Jo, fejl kan ske. Men fejl så alvorlige fejl, at de potentielt kan slå folk ihjel eller få fly til at styrte ned, bør ikke forekomme. At Samsung efterfølgende ikke kan udbedre fejlen, men erstatter telefonerne med andre der er lige så usikre vidner om, at Samsungs undskyldende og defensive retorik måske bare har været spil for galleriet.

Det er gået for vidt for at komme først

Måske er der nogle mere grundlæggende problemer i Samsungs kultur, hvor sikkerheden og pålideligheden af deres enheder kompromitteres for at kunne være først med det nyeste. Ifølge vedholdende rygter er problemerne hos Samsung nemlig opstået som en direkte følge af, at Samsung hastede produktionen af Galaxy Note 7 igennem for at komme Apples iPhone 7-lancering i forkøbet. Underleverandører blev presset til producere hurtigere, hvilket er gået ud over kvalitetskontrollen og forbrugersikkerheden.

Er disse rygter sande, er det gået for vidt. Vi brugere sætter pris på en sund og god konkurrence, hvor Samsung og Apple presser hinanden til at yde det bedste. Det kommer begge lejre til gode. Men en situation hvor sikkerheden sættes over styr eller hvor der bruges andre ufine tricks er helt og aldeles uacceptabel. Det må og skal aldrig forekomme. Det er på tide at foden bliver sat i jorden.

Hvor er journalisternes dømmekraft?

At Apple ikke er innovative nok eller fjerner jack-stikket i den nye iPhone er inderligt ligegyldigt, når Samsung sender en brandfarlig telefonen på bane hele to gange. Kæden er hoppet af for forbrugernes vagthund - eller hvad journalisterne plejer at kalde sig - når de advarer mod at købe en iPhone 7 uden jackstik, men stort set ikke omtaler brændende Samsung-mobiler kritisk. Nok er der gået mode i at være på nakken af Apple, men lad dette være en kraftig påmindelse om, at komme tilbage på sporet. Personligt foretrækker jeg i hvert fald at rende rundt med en jack-løs telefonen i lommen frem for at risikere et alvorligt brandsår. Men det måske bare mig? Måske er jeg bare gammeldags når jeg ikke forstår, at brandfarlige batterier ikke trækker væsentligt ned i den samlede bedømmelse af en ny mobiltelefon.

De amerikanske luftfartsmyndiggeder (FAA) har bekræftet, at det var en mobil fra Samsung, der var årsag til røgen på flyet. Samsung vil derimod ikke bekræfte noget, før de har set på enheden.

Scroll ned for at se kommentarer