Kommentar: Nu er EB igen ude med riven efter Apple

Ekstra Bladet er kendt for deres usaglige journalistik, der alene har til formål at forarge folk. Typisk kendetegnende ved at man glemmer af fremføre synspunkter eller undlader at spørge folk om de ting, der kan tage dampen ud af forargelsen. Spicer man så op med muligheden for at folket kan få luftet deres primitive og negative gloser (gerne med nazi-sammenligninger), er successen i hus. Ugens iPhone-historie i Ekstra Bladet er ingen undtagelse
Historien handler om en lille iPhone-reparatør, der har fundet ud af, at de telefoner, hvor har har skiftet hjem-knappen med Touch ID-sensor, bliver ubrugelige, næste gang de skal have opdateret iOS. I artiklen bliver det af reparatøren udlagt som noget Apple har indført for at straffe små driftige iværksættere og de kunder, der søger uden om de autoriserede værksteder, når iPhonen går i stykker. Davids kamp mod Goliat med andre ord. Klassisk Ekstra Blads-stof.
Der findes ikke originale reservedele
Der er dog en del ting, der springer i øjnene her. For det første snakkes der om originale dele. Der findes bare ikke originale reservedele uden for Apples eget system. Apple sælger ikke iPhone-reservedele til eksterne reparatører. Dem der påstår det, taler mod bedre vidende. Delene kommer sikkert fra præcis de samme fabrikker som Apple bruger, men de har ikke været gennem Apples kvalitetskontrol og salget sker via det grå marked uden Apples velsignelse. Mange af dem er måske endda ligefrem stumper, som Apple har kasseret. De bliver så solgt ad bagdøren for at tjene lidt ekstra. Ret beset aner vi ikke, hvem der har haft fingre i de enkelte stumper. Det kunne være kriminelle med skumle bagtanker.
Potentielt sikkerhedsproblem overvejes ikke
For det andet overvejes det ikke af hverken journalist eller reparatør, om problemet kan være relateret til sikkerheden. Jeg siger ikke, at det er, men siden fingeraftrykslæseren er involveret, kunne man nemt få den tanke. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig de problemer det ville give, hvis det senere viser sig, at folk der har fået skiftet sensoren til en uoriginal, har fået aflæst deres fingeraftryk, der er havnet i hænderne på den kinesiske mafia. Den teknologi, ville man sagtens kunne indbygge i en uoriginal sensor, som vi jo jævnfør det ovenforskrevne, ikke kender oprindelsen af. Jeg hverken påstår eller tror, at det er tilfældet, men det giver alligevel god mening, at Apple tager sine forhåndsregler. Bare for en sikkerheds skyld.
Ifølge flere oplysninger er sensorens da også parret med bundkoret på iPhonen for at sikre, at sikkerheden ikke er kompromitteret. Apple vil være helt sikre på - for kundernes skyld - at der ikke er fusket med den sensor, der aflæser folks fingeraftryk. Kun den sensor der sikker i iPhonen fra fabrikken side, bliver accepteret. Det er sikkerhed på højt niveau.
De fleste kunder vil nok ikke tillægge den slags sikkerhedsforklaringer nogen som helst værdi. Sikkerhed er nemlig kun noget, man går op i når den bliver kompromitteret. Indtil da er det ligegyldigt. At Apple så er på forkant med tingene for kundernes skyld, bliver så vendt til noget negativt.
Jeg ved intet - netop derfor holder jeg mund (om hvad sandheden er)
Igen vil jeg understrege, at jeg ikke ved hvordan tingene hænger sammen. Måske handler det om sikkerhed - måske handler det om at Apple vil sikre sig lidt ekstra profit på reparationer. Jeg ved det ikke. Og ingen andre ved det. Netop derfor bør de lade være med at fremføre den slags beskydninger. Specielt fordi de selv har en økonomisk interesse i sagen. Var det Forbrugerrådet eller en anden uvildig instans, der kunne sandsynliggøre at Apple lagde gift ud for reparatørerne, var sagen en helt anden. Men en mand, der har økonomisk interesse i Apples politik for iPhone-reparationer, er ikke den mest troværdige kilde. Han er presset på sin omsætning, og det kæmper han selvfølgelig imod. Det ville jeg også gøre. Mere er der sådan set ikke i den historie. Det havde Ekstra Bladets journalister også fundet ud af, hvis de havde stillet ham de rigtige spørgsmål og haft den rigtige tekniske indsigt.
Ødelægger reparatøren folks iPhones?
Problemet er jo ikke større end, at man bare kan få lavet sin iPhone på et autoriseret værksted i stedet for at opsøge alle disse selvuddannede baggårds-reparatører, der driver værkstedet fra hjemmeadressen. De har haft en gylden periode, hvor de har tjent kassen på at skifte ødelagte iPhone-skærme. En reparation enhver kan foretage uden problemer. Nu viser det sig så, at udskiftningen af hjem-knappen ikke er så ligetil endda. Måske burde vinklen på historien have været, at reparatøren "ødelægger" folks telefoner, fordi han går i gang med en reparation han ikke er kompetent og certificeret til. Måske har Apple en intern procedure for udskiftning, som denne reparatør bare ikke kender til fordi han ikke er uddannet i at foretage den slags reparationer, og derfor kommer til at lave en fejl. Den historie havde været lige så meget klassisk Ekstra Bladet, og haft alle de samme elementer for forargelse og en at pege fingre ad. Den havde også været lige så forkert.
Uanset hvordan man vender og drejer det, bør det ikke komme bag på nogen, at en forretningsdrivende gør det, der er bedst for vedkommendes egen forretning. Det gælder Apple, det gælder iPhone-reparatøren og det gælder Ekstra Bladet.
Det eneste vi reelt ved er, at iPhones, der får udskiftet hjem-knappen hos den pågældende reparatør efterfølgende ikke virker, når de opdateres. Vi ved ikke hvorfor, eller hvem der har skylden. Vi ved heller ikke, om problemet ses hos andre reparatører. Alt vi har er et partsindlæg, hvor dene ene part peger fingre af den anden med Ekstra Bladet som sekundant. Og hvor kommer jeg så ind i billedet? Mit mål er ikke at forsvare Apple. Hvorfor skulle jeg det, de bidrager ikke til min omsætning. Mit mål er at kaste lidt lys over sagen i håb om, at iPhoneguide dermed kommer til at fremstå som det seriøse alternativ til Ekstra Bladet, når det handler om iPhone-dækningen. Stedet hvor man går hen, når man vil lidt mere i dybden, og vi kunne føre en debat på et mere modent niveau. Så må i selv bedømme om det er lykkedes.