Kommentar: Her er problemerne med Apple Arcade
I sidste uge præsenterede Apple en ny spiltjeneste kaldet Apple Arcade. Apple Arcade giver adgang til omkring 100 premiumspil som man for et månedligt beløb frit kan spille på alle sine enheder. Spillene virker altså på alt fra iPhonen over Apple TV til Mac. Ingen reklamer, ingen krav om in app-køb og alle spil kan spilles offline. Lanceringen sker senere på året men Apple har endnu ikke meldt ud hvad den kommer til at koste.
Uden altså at kende detaljer som pris og indhold, vil jeg mene at Apple har fat i noget af det rigtige. En tilbagevenden til de gode gamle dage, hvor spil handlede om godt gameplay der ikke drejede sig om at generere så mange mikrotransaktioner som muligt. In app-køb har totalt ødelagt min spillelyst. Jeg spiller nogle få casual spil som Carcasonne og enkelte puzzlespil ala The Room, men det er nærmest også det. Jeg gider ikke in app-køb og det element af ventetid det har medført. Jeg vil spille når jeg har lyst uden at være dikteret af at skulle vente på et eller andet åndssvagt. Dét problem er jeg overbevist om at Apple Arcade løser.
Gode spil men hvad med resten?
Jeg glæder mig i det hele taget til at se hvilke spil der kommer med. Apple har gjort meget ud af at fortælle, at mange af spillene er støttet af Apple og direkte udviklet til den nye tjeneste. En type spil der ikke ville have en chance på det almindelige marked fordi de ikke egner sig til modellen med mikrotransaktioner. Det bliver spændende. En masse uafhængige udviklere der uden tvivl vil bringe nye ideer på banen.
Til gengæld kan jeg være nervøs for hvad der sker med resten af App Store. Allerede i dag er det helt uoverskueligt at finde noget blandt de hundredetusindevis af opps. Apple gør en del for at promovere gode apps, mens resten til gengæld lever et meget stille liv. Da der nu engang kun er så og så meget plads at promovere titler på, kan man frygte at Apple bruger den på spil fra Apple Arcade, hvilket giver endnu mindre plads til resten. Som bruger kan jeg i princippet være ligeglad, hvis bare Apple fanger det relevante, men som udvikler bliver det endnu sværere at få et hit i App Store. Vi får en situationer, hvor Apple i endnu højere grad kommer til at afgøre, hvad vi får lov at spille samt hvilke udviklere der kommer ind i varmen og hvilke der ikke gør. Vi risikerer at få en App Store med et A- og et B-hold.
Frygt: Fordelingsnøglen dikterer gameplayet
En anden ting er hvordan udviklerne i Apple Arcade bliver afregnet. Apple må have en eller anden fordelingsnøgle, der næppe bare er så simpel som at alle indtægterne deles i eksempelvis 100 lige store dele. Hvordan nøglen ser ud, ved jeg ikke. Men jeg frygter at udviklerne hurtigt begynder at tilpasse deres spil for at få mest muligt i kassen. Alt andet ville også være dumt. Så hvis nøglen eksempelvis går på tidsforbruget i hvert spil, vil udviklerne lave spil der handler om at holde brugerne så længe som overhovedet muligt i deres egne spil.
Så er vi igen tilbage til at det kan betale sig at indføre ventetid. Det er en decideret tåbelig fordelingsnøgle, da tidsforbruget på ingen måde fortæller hvor glad jeg er for et givet spil. Jeg ved godt at det ikke er nemt at finde en retfærdig måde at fordele pengene på. Min pointe er også bare at uanset hvordan Apple vælger at gøre det, så vil udviklerne over tid tilpasse deres gameplay til fordelingsnøglen i stedet for at skabe det bedste spil for brugeren.
Den første generation af spil kan vi nok regne med bliver den ægte vare men efterhånden bliver det udviklernes kamp med hinanden om spillernes penges gunst. Hvad sker der eksempelvis hvis Apple bliver ved med at tilføje spil til Apple Arcade så vi på et tidspunkt når 1.000? Jeg frygter at det ender i samme problem som vi har nu. At forretningsmodellen i sig selv kommer til at diktere gameplayet.
Apple Arcade er en halv løsning på et kæmpe problem Apple selv har skabt
App Store lider helt generelt at et kæmpe problem med for mange apps, for mange identiske apps der er plagiater eller deciderede kopier af hinanden samt for ringe mulighed for udviklerne for at få opmærksomhed. Apple er selv hovedansvarligt for dette, og hvor man kan se Apple Arcade som et forsøg på at gøre noget ved problemet, så er det faktisk det stik modsatte. Apple tager ikke fat på de grundlæggende problemer i App Store, men opretter bare et ny afdeling for de udvalgte få. Apple Arcade er ganske enkelt Apples reaktion på et problem Apple selv har skabt. Da Apple ikke får løst de generelle problemer, kan jeg derfor frygte at Apple Arcade før eller siden ender i samme grøft med for mange spil med gameplays tilrettet en bestemt forretningsmodel. Men så kan Apple selvfølgelig bare oprettet Apple Arcade+, eller hvad det nu kommer til hedde, og starte forfra.
Problemet er at Apple er lige så afhængige af in app-køb som udviklerne er. Derfor kan og vil Apple ikke gøre noget ved det virkelige problem, da hurtige og nemme in app-køb jo også var Apples egen ide til at starte med. For år tilbage gjorde jeg Danmark opmærksom på problemet med køb af smølfebær. Jeg var i alt fra DR's Kontant til Nyheder på TV2 og i diverse radioprogrammer. Alle var enige om at det var noget snavs. I dag er den forretningsmodel blevet standard og Apple såvel som udviklerne tjener kassen på det. Derfor har ingen interesse i for alvor at få stoppet det.
Håbet er trods alt grønt
Når det er sagt så håber jeg selvfølgelig at Apple Arcade bliver en gedigen succes så fokus igen kommer på spil udviklet efter brugernes ønsker om godt gameplay. Bliver prisen rimelig er jeg i hvert fald med fra dag 1. Holder konceptet ikke kan jeg jo altid bare melde mig ud igen. En rimelig pris er i mine øjne i øvrigt godt under 50 kroner per måned. Jeg bruger i dag praktisk taget nul kroner på spil. Det beløb bliver under ingen omstændigheder hævet til eksempelvis 1.200 kroner om året, som jeg kunne frygte Apple mener er rimeligt.
Så håber jeg også bare at Apple benytter lejligheden til at få gjort noget ved den sørgerlige support for spilcontrollere. Apple missede en gylden mulighed ved ikke at inkludere en spilcontroller med Apple TV. Det kan lige akkurat nå at blive fikset, hvis Apple gør det til et krav for Apple Aracade at alle spil skal understøtte en controller. Men det er jo en helt anden sag.