Klumme: Skal iPhone 7 laves af sukkerroer?
I Skotland fremstiller de alt fra fiskestænger til maling af sukkerroeaffald. Det er virksomheden CelluComp der har fundet ud af at omdanne rester fra sukkerproduktionen til et helt nyt materiale med hidtil ukendte egenskaber.
Produktet hedder curran og er dobbelt så stærkt som kulfiber. Det består af nanofibre af cellulose udvundet af restaffald fra sukkerproduktionen. Hidtil har det enten været smidt ud eller blevet brugt til opblanding i dyrefoder. Nu får det altså så nyt liv eksempelvis i form af en fiskestang. I princippet kunne der lige så godt anvendes gulerødder eller andre rodfrugter til produktionen. Et produkt som dette kalder man et biokomposit-produkt.
Og hvad har det med iPhone 7 at gøre? Måske ikke noget som helst - måske en hel del. For et par dage siden kom der nemlig et rygte om, at Apple i iPhone 7 ville gå bort fra at lave selve huset i metal. Hvad de så vil bruge meldte historien ikke noget om, men jeg gættede selv på glas eller plastik som det mest sandsynlige. En vågen læser gjorde dog opmærksom på, at kulfiber også kunne være en mulighed, hvilket jeg er helt enig i. Det er præcis her det nye materiale, som jeg læste om på ing.dk, kommer ind i billedet.
Som sagt er det dobbelt så stærkt som kulfiber. Det er også en smule lettere. Og ikke mindst er det billigt og et rent naturprodukt. Det er lavet af affald fra sukkerproduktionen, og der er masser af billigt overskudsmateriale til rådighed for den skotske virksomhed.
Ifølge opfinderne kan et biokomposit som curran erstatte traditionel kulfiberteknologi i en lang række produkter som epoxy, polyurethan og polyester. Det kan også med fordel anvendes i maling, belægninger, beton og kosmetik. Sågar flyvemaskiner kan bygges i curran grundet styrke-vægt-forholdet.
Mest interessant er det dog anvendelsen i dagligdags ting som eksempelvis en fiskestang - eller en iPhone. Og det bedste af det hele? Da curran er et naturprodukt, kan man spise det efter brug. Det er nok lidt dumt at spise en iPhone, men en spiselig fiskestang er da en slags plaster på såret, hvis man har haft en dårlig dag ved vandet.
Der er intet konkret der tyder på, at Apple skulle være interesseret. Men på den anden side, så hvorfor ikke? Hvis deres tanker går i retning af kulfiber, kunne de måske lige så godt få linen ud, og købe den lille skotske producent og få nyheden for sig selv. Hvis ikke Apple er vågen, er der nogle andre der gør det.
Lur mig om vi ikke i fremtiden kan vælge mellem iPhones lavet af sukkerroer, gulerødder eller tang. Jeg tror på det.
Over artiklen kan du se en video, hvor opfinderne fortæller lidt om produktet.