Jeg har her til formiddag været i telefonisk kontakt med KODA's Kommunikationschef Nicolaj Hyltén-Cavallius for en gang for alle at få opklaret, hvorfor vi endnu ikke har iTunes Match her i landet.

Med iTunes Match, der koster $25 om året, vil hele ens musiksamling, uanset hvor man så har den fra, blive lagret i skyen, og man vil have adgang til den overalt og på alle ens enheder.

Ud af de 119 lande, hvor Apple sælger musik, er det kun i Japan samt de fire nordiske lande, der ikke har adgang til iTunes Match.

Apple og KODA kan ikke blive enige om en aftale

Lad mig slå fast med det samme, at vi ikke fik opklaret sagen. Lidt lys fik vi dog kastet over den. Kogt helt ned har Apple og KODA ganske enkelt ikke kunnet blive enige om betingelserne, og her fornemmede jeg ganske tydeligt mellem linjerne, at det har væeret økonomien, der skiller dem ad. Hvor lagt de har været fra hinanden, eller hvilken størrelsesorden, der er tale om, er ikke til at sige.

Et af problemerne har givetvis været, at Apples udspil ikke matcher det generelle lønniveau i Danmark. Som organisation for rettighedshaverne i Danmark, arbejder KODA for at sikre deres medlemmer en anstændig betaling. Det gælder fra Apple som det gælder alle andre. Tidligere har vi jo set, at en aftale med Spotify har trukket ud. Så selvom Apple har indgået aftaler i 114 lande, og har tilbudt samme betaling i Danmark, så er det ikke sikkert, at det har matchet KODA's forventninger til, hvad deres medlemmer bør få for deres musik her i landet.

Kort om KODA

Her kunne det måske være på sin plads at få kastet lidt lys over hvad eller hvem KODA er, og hvor de får deres indtægter fra. Bare så der er noget at sammenligne med,

KODA er en forening, der forvalter ophavsrettigheder for komponister, sangskrivere og musikforlag i Danmark. De rettigheder, som forvaltes af KODA er den såkaldte fremførelsesret, altså retten til at spille musikværker offentligt. Det kunne være ved koncerter, store arrangementer, i radioen eller i butikker. Rettighederne til indspilning af musikken på CD sker gennem den fællesnordiske forening Nordisk Copyright Bureau (NCB), som KODA er medejer af. De udøvende kunstneres organisation hedder Gramex. Den tager sig sig altså af rettighederne for dem der spiller musikken, mens KODA tager sig af rettighederne for dem, der har komponeret den.

Af KODAS regnskab for 2011 fremgår det, at deres indtægter er på omkring 610 millioner kroner. Langt hovedparten af indtægterne stammer fra afspilning af musik i radio eller TV. Under 5% af KODA's indtægter stammer fra musikstreaming via nettet.

KODA's indtægter fra nettet er forsvindende små

Selvom internettets andel af de samlede indtægter er stigende, udgør de stadig en forsvindende lille del af KODA's indtægter. Man kunne endda kalde dem ubetydelige i den store sammenhæng. Man forstår dog godt KODA's problem. Hvis mere og mere af musikforbruget flytter over til streamtjenesterne, som giver mindre for at anvende musikken end radiostationerne, så går KODA's medlemmer en sort tid i møde.

En tjeneste som WiMP eller Spotify betaler ifølge KODA selv omkring 12% af deres omsætning til KODA. Laver vi et vildt regnestykke, der skal give samtlige danskere adgang til ubegrænset musik i et år, så ville det give KODA indtægter på omkring 300 millioner kroner. Her antager vi at samtlige danskere køber et abonnement til 49 kroner per måned. Af det beløb får KODA 12%. Det er i runde tal 300 millioner kroner.

Det er radio og TV der skæpper i KODA's kasse

Det ovenstående scenarie er selvfølgelig meget urealistisk. Desto meget mere bemærkelsesværdigt er det, at KODA's indtægter på afspilning af musik i radio og TV i 2011 udgjorde 420 milioner kroner. Det vil sige op mod 50% mere end hvad de ville få ind på en streamtjeneste, der leverer ubegrænset musik efter eget valg til samtlige danskere. Ikke så underligt, hvis KODA anser musik på nettet som en dårlig forretning. For sammenlignet med radio og TV er det vitterligt en dårlig forretning.

DR betaler KODA 42 kroner per minut for radio og 168 kroner per minut for TV. Det vil sige, at et musiknummer på 4 minutter spillet på P3 sikrer KODA 168 kroner. Spiller man et nummer live ganges taksten med 6 og en tidsfaktor, foregår det i primetime på DR, dobles der op. Så når der eksempelvis bliver fremført et live-nummer i Husk lige tandbørsten, så koster det DR omkring 10.000 kroner til KODA for rettigheden. Al brug af musik i butikker, foreninger, på fodboldstadions og så videre medfører også betaling til KODA.

Det er klart, at streamtjenester ikke kan matche den pris.

Det siger sig selv, at der er noget, der ikke hænger sammen

Dette er vigtigt at forstå, for da KODA traditionelt har beskæftiget sig med radio- og TV-markedet, er det naturligt nok blevet deres målestok for hvad en rimelig betaling til deres medlemmer er. Som jeg skrev tidligere, så er denne målestok altså 50% højere end hvis samtlige danskere købte et abonnement til fri streaming i et år. Det siger sig selv, at der er noget, der ikke hænger sammen. Enten er den ene ting for dyr, eller også er den anden ting for billig. Det afhænger naturligvis af, hvem man spørger.

Kommer måske allerede før jul

Den gode nyhed er, at Apple og KODA er i dialog. Det er ikke et spørgsmål, om de finder hinanden, men hvornår de finder hinanden. Nicolaj Hyltén-Cavallius antyder, at det måske allerede vil ske før jul. De er meget tæt på hinanden nu.

Dermed ikke sagt, at iTunes Match kommer til Danmark før jul, da han naturligvis ikke kender til Apples planer, men at det er sandsynligt, at parterne i hvert fald bliver enige før jul. Man skal dog have in mente, at Nicolaj Hyltén-Cavallius allerede den 1. maj sagde at en aftale var lige på trapperne.

Om det så har været ventetiden værd vil vise sig - både for kunderne og KODA. Mange er givetvis allerede hoppet på en stream-tjeneste og markedet for iTunes Match i Danmark vil måske vise sig at være så lille, at de mange måneders forhandlinger i virkeligheden har været forhandlinger om småbeløb.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.