Apple har hyret tidligere folk fra NSA, FBI og det amerikanske militær i et forsøg på at få stoppet læk af information om Apples kommende produkter. De er blevet samlet i en ny sikkerhedsgruppe hos Apple, hvis formål er at oplyse og uddanne Apples ansatte i vigtigheden i at holde det der foregår hos Apple hemmeligt.

Ironisk nok går det dog ikke specielt godt. I hvert fald er der netop blevet lækket en optagelse fra et internt seminar for omkring 100 Apple-ansatte med titlen "Stopping Leakers - Keeping Confidential at Apple". Et seminar om at få stopper læks er altså blevet lækket. Mindst en af deltagerne har altså ikke rigtigt fanget pointen med seminaret.

Optagelsen er blevet lækket til mediet The Outline, og det er ret interessant, hvordan Apple griber sikkerheden an - selvom det altså så ikke har hjulpet endnu. Det er dog helt tydeligt, at Apple tager det seriøst. De har et hold der efterforsker ethvert læk forat finde den ansvarlige, der formodentligt kan se frem til både en fyreseddel og en klække bod.

Apple fortæller de ansatte, at der ikke bliver holdt øje med dem, og at de selvfølgelig kan snakke med familie og venner om almindelige arbejdsrelaterede ting. Omvendt forventer Apple også, at de ansatte selv forstår vigtigheden af at holde mund om væsentlige ting.

"Dette er blevet en vigtig ting for Tim [Cook]," siger Greg Joswiak, Apples næstformand for iPod, iPhone og iOS-produktmarkedsføring, i en video på seminaret. "Faktisk bør det være vigtigt for bogstaveligt talt alle hos Apple, at vi ikke længere kan tolerere dette." Senere tilføjer Joswiak, at "jeg tror dybt i min sjæl på, at hvis vi ansætter smarte mennesker, vil de tænke over dette. De vil de forstå dette, og i sidste ende vil de gøre det rigtige, og det er at holde munden lukket."

Du kan læse hele artiklen om det lækkede seminar hos The Outline