En gammelkendt fejl i iOS er pludselig blevet super aktuel efter skiftet fra sommer- til normaltid natten til søndag. Fejlen består i, at alarmen - efter uret er blevet stillet et time tilbage - ringer på den sædvanlige tid, hvilket så er en time for sent. Fejlen gælder alene de alarmer, man har lavet før skiftet. Laver man en ny alarm i dag, vil den virke som den skal.

Fejlen blev opdaget for mere end en måned siden, og Apple har da også rettet den i iOS 4.2. Problemet er bare, at iOS 4.2 stadig er i beta og først frigives for offentligheden inden for de næste par uger. Derfor er der måske en iPhone-ejer eller to, de er kommet en time for sent op mandag morgen.

Løsningen ligger lige for; nemlig at man skal slette sine alarmener og indstille dem på ny. Men det ændrer selvfølgelig ikke på, at det er for sløvt at Apple ikke for længe siden har udsendt en opdatering til iOS, der løste problemet, nu når det har været kendt længe. Undertegnede blev opmærksom på det da man i New Zealand gik over til sommertid i september, hvilket skabte en del opmærksomhed på diverse netfora. Jeg vurderede, at det var iPhoneguides læsere uvedkommende, da jeg bestemt regnede med at Apple ville udsende en opdatering inden vi skiftede her på vores breddegrader. Det skete så ikke, og derfor har nogen nu fået sovet en time ekstra.