Med Apples brev, hvori de beder om at få den fundne iPhone udleveret, er enhver tvivl om, at enheden stammer fra Apple forsvundet som dug for solen. Men er det en prototype, en afledningsmanøvre eller den ægte vare?

Enten kan det være den ægte vare som vi vil se den, når Apple præsenterer den, hvilket formodentlig bliver på WWDC sidst i juni. Det kan være en prototype; enten et ufærdig testeksemplar eller en blandt flere, hvorfor vi formodentlig vil se noget helt andet, når den endelige version præsenteres. Eller der kan være tale om et bevidst læk fra Apples side, for at fjerne fokus fra den rigtige iPhone, som altså vil være noget helt andet.

Jeg har herunder præsenteret de vigtigste argumenter for hver af de tre forklaringer.

Afledningsmanøvre, plantet af Apple

Der har været spekulationer om at hele historien er plantet af Apple. Formålet skulle være at fjerne fokus og opmærksomhed på den rigtige iPhone. Hvis de emsige journalister tror, at de har afsløret alt, leder de ikke efter mere. Derfor ville den rigtige iPhone kunne leve et skjult liv lige indtil præsentationen, der endda så ville virke endnu mere chokerende. Marketingsmæssigt kan der derfor være en hvis logik i dette.

For taler også det faktum, at det hele virker for oplagt. Apple, der måske er den spiller i branchen med størst sikkerhed omkring nye produkter, mister ikke bare en af firmaets absolutte kronjuveler på en tilfældig bar. Nok kan tysk øl være en del af forklaringen, men alligevel. Hvorfor forsøger Apple efterfølgende ikke at få telefonen tilbage? Noget tyder på, at de har haft MobileMe installeret, og derfor har kunnet se dens position på en kort. Det er sådan set bare at tage ud og hente den. Ham der "fandt" telefonen, har med egne ord, endda ringet til Apple for at aflevere den fundne telefon. Apple ringede aldrig tilbage, så noget kunne tyde på, at de ikke har noget i mod, at den kom ud.

Ville man ikke også fyre en mand, der havde mistet den pågældende iPhone? Apple har jo styr på, hvem der har hvad, så de har fra dag et vidst, hvem det drejede sig om. Apple har fyret folk for mindre, så at han ikke er røget for længst virker underligt.

I en periode hvor der har været relativt stille omkring iPhonen, fordi fokus har ligget på andre ting, er dette stunt lige hvad Apple behøver for at sætte gang i iPhone-hypen igen, og når Apple så overtrumfer den til sommer, vil jublen ingen ende tage. Ingen tvivl om, at Apple selv har plantet iPhonen i medierne.

Prototype

Næste forklaring er, at der "bare" er tale om en prototype til testformål. Hovedargumentet for denne teori er, at iPhonen ikke ser iPhone-agtig ud, og at det der ikke kan være tale om det "rigtige" design. Derudover kan man klikke bagbeklædningen af og skifte batteriet. Heller ikke normal praksis fra Apple side.

Apple tester selvfølgelig løbende deres kommende produkter i marken, for at finde ud af, hvordan de virker i praksis. Fokus ligger på funktionen, mens designet er mindre vigtigt for testfasen. Derfor anvendes ikke det rigtige kabinet, men et hvor ingeniørerne relativt nemt kan komme til at ændre på indmaden. Apple ville aldrig tage et nyt design med uden for de tykke mure. Et er at selve hardwaren bliver afsløret, hvis der sker et uheld, de fleste folk ved jo nogenlunde i hvilken retning vi går. Noget helt andet er designet. Det holder Apple tæt ind til kroppen. En tilfældig ansat i softwareafdelingen, der tester hans arbejde i praksis, vil ikke kende til designet.

Vi vil derfor med stor sandsynlighed se at funktionerne; frontvendt kamera, blits etc. er rigtige nok, men at designet er helt skævt. Der er trods alt bare en prototype - ingen tvivl om det.

Den ægte vare

Man laver simpelthen ikke en prototype i den finish, med påtrykt tekst og det hele på bagsiden, for bagefter at gemme den i en iPhone 3GS' skal for at sløre den. Så kunne man lige så godt lade være med, at trykke iPhone på den i første omgang. Der er uden tvivl tale om et produktionsmodent design, som man har forsøgt at skjule. Var det en prototype ville man smække den i et tilfældigt cover og teste det, der nu skulle testes og ikke bruge krudt på så gennemført en finish.

Kvaliteten er også umiskendelig Apple-agtig i forhold til, at hver eneste lille detalje er nøje overvejet. Den ligner ikke en håndsamlet enhed, men en færdig enhed direkte fra fabrikken i Kina. Prototyper ville man nok også holde inden døre, og ikke tage med i marken. Det eneste formål med at tage den ud i det vikelige liv er, at man er nået så langt i processen, at man tester hvordan den virker i dagligdags brug, noget man ikke kan gøre i et laboratorium. Hvis disse test skal give nogen mening, så skal iPhonen være sås tæt på virkeligheden som muligt, i både design og specifikationen. Designet er det første Apple laver, indmaden kommer først bagefter. Så hvis man på nuværende tidspunkt ikke har lagt sig fast på designet, så har man en kende travlt, hvis man skal blive klar til sommer.

Sidst men ikke mindst holdt Apples chef Steve Jobs og Googles Erik Schmidt et møde på en cafe den 26. marts en uge efter at iPhonen var forsvundet. Brudsrykker af samtalen blev overhørt at en forpipasserende, der samtidig tog et par billeder. Dengang tog ingen særlig notits af de par brudstykker der blev opfanget, men i dag giver de mere mening. Blandt andet sagde Jobs: "De kommer til at se det hele alligevel, så hvem bekymrer sig om, hvordan de får det.". Det kunne omhandle alt muligt andet, men det kunne også være angående den forsvundne iPhone.

Der er ingen tvivl om, at denne iPhone er den ægte vare, som vi vil få at se om et par måneder.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.