En 44-årig mand af udenlandsk herkomst er ved byretten i København blevet idømt 4 års fængsel, en bøde på 14 millioner samt en betinget udvisning i en sag om svindel med skat og moms, kreditkortsvindel med mere. Blandt svindelnumrene er import og salg af 486 falske iPhone. Det er blandt andet sket fra butikken Mobile One på Vesterbrogade i København. Københavns Politi har beslaglagt 174 af de falske iPhones, mens de resterende 312 falske telefoner stadig er i omløb.

De falske iPhones skulle ligne iPhone 5. Selvom de var godt udført (specielt den hvide), ville de ikke kunne narre ret mange, der har set en rigtig iPhone. På de sorte modeller, var Apple-logoet på bagsiden klistret på, og den havde USB-stik i bunden. Den hvide model var bedre lavet, men bar stadig præg af af være en dårlig kopi. Telefonerne kører en udgave af Android, der er tilpasset, så det ligner iOS, men dog med mange fejl. Skærmkvaliteten er også ringere end på iPhonen.

Falske iPhones har været et problem lige siden den allerførste iPhone kom på markedet i 2007, og de florerer da også jævnligt på steder som eBay og på sorte markeder i Østen. eBay har en vejledning til, hvordan man spotter en falsk iPhone.

Den 44-årige mand er tidligere dømt for bedrageri, og den nye svindel startede umiddelbart efter afsoningen af den gamle straf. Manden har erklæret sig skyldig i samtlige anklagepunkter, men både anklager og forsvarer har anket dommen. Ud over den 44-årige er 4-5 andre sigtede i sagen.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.