iPhone får ny avanceret R1-coprocessor

En nyhed i dette års iPhones, der bliver præsenteret på et presseevent i aften, er en ny coprocessor der internt hos Apple har fået kodenavnet "Rose". Mere formelt har coprocessoren navnet R1.
R1 fungerer på samme måde som Apples M-serie coprocessor, der har siddet i iPhonen siden iPhone 5S fra 2013, men er meget mere avanceret. M-serien er coprocessorer der holder styr på iPhones bevægelse (motion) ved at bearbejde data fra iPhones bevægelsessensorer. Pointen med at lægge dette over i en coprocessor fremfor i hovedprocessoren er at spare energi. M-processoren kan nemlig arbejde mens hovedprocessoren er i dvale. Derved behøver hovedprocessoeren ikke bruge energi bare for at holde styr på lokationsdata.
Der hvor R1 adskiller sig fra M-serien er at den integrerer mange flere sensorer i sine beregninger som derved bliver mere præcise. Den nuværende M12-coprocessor bruger data fra kompasset, gyroskopet, accelerometeret, barometeret og mikrofonen. R1 vil udover disse bruge data fra blandt andet kameraet, Bluetooth og en ny ultra-wideband (UWB) sensor.
Hovedformålet med forbedringerne i den nye type coprocessor er at understøtte de tags som Apple forventes at lancere samtidig med de nye iPhones. Disse tags kan sættes på ens ting og spores med iPhonen.