iPhone er stadig et hit i USA hvor Android falder i popularitet

ComScore har offentliggjort deres månedlige måling af udbredelsen af smartphones i den amerikanske befolkning. Tallene er fra december 2013. Apples positive tendens fortsætter, mens andelen af Android-brugere er faldende. Det stykke tid er Apple gået frem, mens Android enten har stået stillet eller ligefrem er faldet, hvorfor forspringet er skrumpet måned for måned. Android er dog stadig 10 procentpoint foran Apple.
Microsoft står i stampe
Mere overraskende er det, at der stadig ikke er kommet fart over Microsoft. De ligger stadig efter skrantende BlackBerry, og må endda erfare, at deres markedsandel er faldende. Microsoft lave markedsandel er ikke i sig selv et problem. Markedsandelen vil altid være lav, når man lancerer noget nyt. Problemet er, at Windows Phone ikke længere er nyt, og at der slet ikke er tegn på vækst. De har ligget på 3% i mere end et år nu. I starten kunne man forklare det med en indkøringsperiode, men nu har Microsofts mobile styresystem snart været på gaden i et godt stykke tid, og også med flere forskellige gode telefoner at vælge i mellem. Det ser dog ikke rigtigt ud til, at folk i USA hopper på vognen. iOS og Android sidder stort set på det hele.
Det går meget dårligt for HTC
Kigger man på producenter i stedet for styresystemet, er Apple stadig en klar nummer 1 med 41,8%. Trods faldende opbakning til Android generelt, er Samsung stadig nummer 2 med 26,1% og viser samme vækst som Apple. Det er de andre Android-producenter, det halter med. Motorola står i stampe, mens HTC går kraftigt tilbage. På bare tre måneder, har HTC mistet omkring 20% af deres kunder. Det er en værre kundeflugt end selv BlackBerry oplever, da de "kun" har mistet 10% af kunderne på tre måneder.
ComScore måler antallet af smartphones i befolkningen og ikke nysalget i butikkerne. Tendenser i salget vil derfor være længere tid om at slå igennem i ComScores undersøgelser, da ældre telefoner også bliver talt med.