Jeg har haft min iPhone 6s i hænderne i under 24 timer. Allerede nu er jeg dog klar til at komme med mine første indtryk.

Det er en iPhone 6s 128GB i silver. Dertil har jeg Apples læder-cover og den nye dock. Jeg kommer fra en ældre iPhone 5, der har tjent mig godt. For mig er skærmstørrelsen derfor ny, mens den for de der hoppede på iPhone 6 sidste år, ikke er en nyhed. Med forudsætningerne på plads, vil jeg springe ud i det.

Lækker indpakning giver følelsen af kvalitet

Da jeg fik iPhonen var det første jeg bemærkede, at indpakningen som sædvanlig er helt unik. Der kan Apple altså et eller andet, som meget få andre producenter bekymrer sig om. Det giver allerede fra starten et positivt indtryk af at stå med et kvalitetsprodukt. I æsken er der udover selvfølgelig iPhonen et sæt høretelefoner, et kabel og en oplader. Alt sammen helt standard, som det har været i mange år.

For første gang har jeg valgt at give min iPhone et cover på. Jeg har ellers altid brugt et etui, som iPhonen lå i når jeg havde den i lommen eller tasken, og ellers har den bare været het nøgen. I år har jeg så valgt at sætte et af Apples egne læder covers på - i hvert fald for lige at prøve det. Jeg synes det giver et godt greb, og den bløde læder føles godt og varmt i hånden. Selvfølgelig skjuler den det ypperlige design, men i første omgang prøver jeg med coveret.

Overrasket over den store skærm - går aldrig tilbage til en mindre

Som ny på iPhone 6(s) er det skærmens størrelse, jeg hæfter mig mest ved. Jeg har selvfølgelig set og prøvet iPhone 6 andre steder, men det er noget andet, når man tager den i brug selv. Netop størrelsen på telefonen har været det, der har holdt mig tilbage fra at købe iPhone 6 sidste år. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at jeg har taget fejl. Jo, hul i det: Jeg erkender at jeg har taget fejl, og jeg går aldrig tilbage til en iPhone med en mindre skærm. Så er det ude, og så behøver vi ikke hænge os mere i det.

For hold da op, hvor er det en lækker stor skærm. Allerede efter et par timers brug, virker den lille iPhone 5 håbløs gammeldags. Det er super lækkert med en større skærm. Ja, den fylder lidt mere i lommen, men nu skal iPhonen jo helst heller ikke bare ligge i lommen. Det er funktionaliteten under brug, der må tælle, og ikke funktionaliteten, når ikke den er i brug. Hvorfor jeg har overset dette indtil nu, kan jeg undre mig over. Store skærme holder - længere er den ikke.

Faktisk har der været en tendens til, at jeg har droppet brugen af min iPhone til fordel for iPaden, fordi iPads større skærm er bedre at bruge. Allerede efter ganske kort tid med iPhone 6s kan jeg mærke, at jeg vil bruge den oftere. Ganske enkelt fordi skærmen er en tand større. Men alt det ved mange af jeg selvfølgelig fra sidste år. Min pointe med at skrive det her er, at jeg er blevet overbevist om at iPhone 6/6s har den helt rigtige størrelse. Så er man i tvivl, og er man lige som jeg til små skærme, bør man alligevel give iPhone 6s en chance. Det føles som en meget klar opgradering, der alene er pengene værd.

Touch ID er lynende hurtig

Jeg hopper direkte til en anden ting, hvor der er tale om en meget tydelig forbedring: Touch ID - fingeraftrykslæseren. Den er lynende hurtig. Som i: "Lynende hurtig". Der er absolut ingen forsinkelse overhovedet. En enkelt prik på knappen er nok til at låse iPhonen op. Jeg skal anstrenge mig Usain Bolt-agtigt for at lave et prik så hurtigt at aflæseren ikke får fat i aftrykket. Tidligere iPhones føles decideret langsomme at vende tilbage til. En lille ting javel, men igen er det med til at give følelsen af kram.

3D Touch holder i praksis - det kan dog være svært at gennemskue hvor

Ellers er den helt, helt store nyhed 3D Touch. En funktion, hvor man måske umiddelbart tænker: "Ja, ja, hvor smart er det lige?" Umiddelbart er det jo ikke noget man kan se - og man får ikke rigtigt nogen instruktion i, hvor og hvordan det virker. Det er bare noget med, at man kan trykke hårdt og hårdere på skærmen i forskellige situationer. Men det ér smart. Virkelig smart. Man skal ikke tro, at funktionen kan sammenlignes med et laaangt tryk eller med et højreklik på en mus. Det er meget mere funktionelt. Man skal bare vide/lære, hvor man kan bruge det. Apple har valgt at indbygge det på to måder.

Den ene er til genveje via hjem-skærmen. Her kan man på visse apps lave et hård tryk og få hurtig adgang til funktioner i appen. Det kunne være Kamera-appen, hvor man via ét tryk kan komme i selfie- eller slow-mode. Det kræver lidt tilvænning, men når først man får det i fingrene er det superhurtigt og smart. Alene den haptiske feedback, der gør at man kan mærke i fingeren, når man trykker hårdt, gør at man får lyst til at trykke igen og igen. Det virker nærmest terapeutisk endelig igen at kunne mærke i fingeren, når man trykker på skærmen på sin telefon.

Den anden implementereing af 3D Touch er det Apple kalder peek og pop. I praksis er det første et hårdt tryk, og det andet et hårdere tryk. Det bruges overalt i iOS 9. Typisk ved at et peek giver et preview, for eksempel når man peeker et link i Safari, mens man så går direkte fra preview til selve siden, ved at poppe. Det lyder måske lidt indviklet, men det er super smart fordi det gør mange ting hurtigere.

I Safari bruger jeg en stor del af tiden på at besøge et link, for eksempel fra Google, som så viser sig ikke at være noget alligevel, hvorefter jeg trykker tilbage og prøver et nyt link. Med 3D Touch kan jeg klare det hele med ét tryk. Jeg peeker et link i eksempelvis Google, og får et preview. Er der ikke noget, løfter jeg bare fingere og previewet forsvinder, så jeg er klar til næste link. Var det den rette side, trykker jeg istedet lidt hårdere og går til siden. På same måde kan man gøre i Noter, Mails, Beskeder, Instagram etc. Det er super smart.

Jeg vender tilbage med en regulær artikel om tips til peek og pop en af dagene, for det er virkelig potentiale i dette. Det største problem er, at det ikke er helt klart, hvor man kan bruge det.

3D Touch kræver lidt tilvænning, og de første par gange vil det uundgåeligt smutte af og til indtil man lige får trykket ind i fingrene Her hjælper den haptiske feedback selvfølgelig til, så man nemt kan mærke, når det er rigtigt. Det er bare noget helt nyt, med den slags feddback, så mange vil nok føle det for anderledes i starten. Jeg har dog hurtigt vænnet mig til det.

Live Photos er en gimmick

Kameraet er et kapitel for sig selv. Der er blevet 50% flere pixels (fra 8 MP til 12 MP), hvilket giver flere detaljer og bedre mulighed for zoom. Apple har gjort meget for at undgå støj og andre billedfejl, og nogle af de billeder jeg har set på Apples test-modeller har ganske enkelt været fantastiske. Jeg har selv kun sporadisk brugt kameraet, så min endelig dom må vente. I forhold til min iPhone 5 er der dog tale om en meget klar forbedring. Ikke mindst inden for video-optagelse, der nu kan foregå i 4K eller som 240 fps slowmotion. Lækkert.

Den nye Live Photo-funktion opfatter jeg mest af alt som en gimmick, og jeg tror jeg vil slå den helt fra. Med mindre man tænker Live Photos i selve billedtagningssituationen, bliver det nemt noget juks, man ikke kan bruge til noget. Rystet og underligt. At skulle til at komponere sine billeder for at fange et par sekunders bevægelse tror jeg bare fjerner fokus på selve stillbilledet, som i mine øjne er det vigtigste. På den anden side, kan man jo også bare lade det være slået til. Måske man en dag er heldig at fange en situation, hvor det giver mening. For mig er det dog på ingen måde en deal-breaker af nogen art.

Nyt er også en slags blitz-funktion til facetime-kameraet. Det sker ved at skærmen blinker kraftigt et par gange, og på den måde oplyser ens ansigt. Det virker faktisk, men specielt naturligt belyst bliver billedet ikke. Det kan kun anbefales at bruge under meget mørke forhold.

Den optiske billedstabilisering har jeg desværre ikke kunnet teste, da den er forbeholdt den store iPhone 6s Plus.

"Hej, Siri" gør for første gang Siri rigtig brugbar

Det sidste jeg vil komme ind på, er den nye "Hej, Siri"-funktion. Det nye er, at den virker konstant. Førhen var det kun, når iPhonen sad til opladning, at det virkede. Det er super smart. En funktion, der gør Siri meget mere brugbar, fordi man nu slet ikke behøver bruge fingeren til at aktivere Siri med, når iPhonen ligger på bordet. Det virker endda, selvom iPhonen er på standby. En smart ting er, at funktionen er koblet til ens stemme. Det vil sige, at andre ikke kan aktive Siri på ens iPhonen. Det er kun en selv, der kan gøre det via "Hej, Siri".

Mit gæt er, at denne nye mulighed vil mangedoble min brug af Siri, fordi det nu kan gøres meget hurtige uden at bruge hænderne overhovedet. Jeg kan nu bare sige: "Hej Sir, hvordan bliver vejret i morgen" til min slukkede iPhone, der ligger på bordet. Førhen skulle jeg manuelt trykke på knappen og vente på at Siri var klar. Klar forbedring. For første gang føler jeg, at Siri giver mening og ikke bare er en gimmick. Der mangler stadig funktionalitet i Danmark, men det gælder generelt og er ikke relateret til iPhone 6s.

Jeg har slet ikke været inde på, at Safari kører meget bedre. Safari er vel eller der jeg bruger 80% af min tid på iPhonen. Det er derfor lækkert, at der er blevet lidt mere saft og kraft, hvilket også kommer Safari til gode.

Lige en sidste ting: Nogle beskriver den nye rosa-guld som pink. Lad jer ikke skræmme af det. I mine øjne er den på ingen måde pink. Den har selvfølgelig et lidt rødligt skærm, men den er ikke lyserød. Jeg kunne sagtens forestille mig en iPhone i den farve. Husk også, at det er den nemmeste måde at signalere til folk på, at du har den nyeste iPhone.

Min anbefaling: Opgrader til iPhone 6s - speciel hvis du kommer fra en ældre iPhone

Skal jeg lave en foreløbig konklusion er det, at iPhone 6s er en god og solid opgradering - i hvert fald for mig, der kommer fra en iPhone af lidt ældre dato. Jeg føler pludselig noget entusiasme i forhold til iPhonen igen. Som om den har fået noget nyt liv. Ikke bare den sædvanlige glæde, når man går noget nyt, men en reel forbedring, der vil betyde at jeg kommer til at bruge min iPhone mere. Det er faktisk første gang, jeg har den oplevelse. Tidligere har det bare været "mere af det samme", uden at det har haft reel betydning. Det har det denne gang. Årsagen er den større skærm, Siri der nu er 100% håndfri og den nye 3D Touch, der dog ikke er helt forløst endnu. Det sker først når udviklerne for alvor tager mulighederne til sig.

Selvfølgelig er det altid en afvejning af hvad man får for pengene, men for mig er der fuld valuta hele vejen rundt. Der er ikke en eneste ting, hvor jeg tænker. Det var bedre førhen. Ikke en. Skal jeg slå i bordet og komme med en anbefaling er det: Køb. iPhone 6s er en meget lækker telefon, og jeg vil slet ikke - selv her efter ganske kort tids brug - kunne forestille mig at gå tilbage til min gamle iPhone igen.

iPhone 6s kan købes på apple.dk (link). Priserne starter ved 5.799 kr for 16GB.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.