Køber man en iPhone betaler man dyrt for middelmådig hardware pakket ind i et flot design, lyder af de mest udbredte påstande om Apples produkter. Typisk udbredt af folk der ikke forstår, at det ikke handler om specifikationer men om ydelse. Hvad en enhed kan på papiret er inderligt ligegyldigt, hvis ikke den kan når det gælder. Og det er lige præcis her iPhone 6 sætter det afgørende stød ind. Ikke et kedeligt leverhook, men noget der minder om en ren knockout. På flere områder er den nye iPhone 6 ganske enkelt en klasse eller to over konkurrenterne når det gælder. Dette endda selvom konkurrenterne har dobbelt så meget RAM og en på papiret bedre processor.

iPhone 6 er en klar nummer 1 i rå grafikydelse

Kigger man eksempelvis på den rå grafikydelse, som AnandTech eksempelvis har gjort, så slår iPhone 6 alle andre producenters topmodeller med ganske klar margin. iPhone 6 er mere end dobbelt så kraftigt som en hel del af resten af feltet. Selv den "gamle" iPhone 5s slår de andre producenters topmodeller. Apple kunne med andre ord have beholdt sidste års model og alligevel været kommet ud som ganske klar vinder. Hvem sagde middelmådig hardware? Det må da i givet fald være om de andre producenter, der ikke engang formår at slå sidste års iPhone-model af pinden. En interessant detalje er, at iPhone 6 scorer meget højere end iPhone 6 Plus. Årsagen er at Plus-modellens større skærmopløsning koster på ydelsen. Det samme gør sig selvfølgelig gældende for de andre store telefoner på markedet.

iPhonen dobbelt så hurtigt som de andre til javascript

Kigger man på javascript-ydelsen (SunSpider-testen) er billedet præcist det samme - omend iPhonen er endnu mere dominerende. Den smadrer ganske enkelt enhver modstand ved i runde tal at være dobbelt så hurtig som den nærmeste konkurrent. Igen er iPhone 5s ganske markant bedre end eksempelvis Samsungs flagskib Galaxy S5. Her skal man bemærke, at skærmstørrelsen ikke spiller en rolle. iPhone 6 og iPhone 6 Plus er lige hurtige.

Og sådan kunne vi blive ved og ved. iPhone 6 slår de andre i stort se alle kategorier. Det eneste sted det ikke sker, er når man kigger på den fysiske 3D-ydelse. Her kan man roligt sige at iphone 6 får tæv. Men det er undtagelsen, der bekræfter reglen.

iPhone 6: Det bedste penge kan købe - endda pakket ind i et flot design

iPhone 6 og iPhone 6 Plus, ja endda iPhone 5s, der alle på papiret ikke er noget særligt, kommer altså ud som den mobiltelefon på markedet (af de testede), der har den med ganske klar afstand bedste ydelse set over én kam. Eller sagt med andre ord: Køber man en iPhone får man det bedste penge kan købe - endda pakket ind i et flot design. Men det har vi jo vist hele tiden. Lad så bare alle de andre sidde og glæde sig over, at deres telefon har dobbelt så meget RAM som iPhonen. Bare synd for dem, at det ikke betyder noget som helst. Selv med specifikationer, der på papiret er dobbelt så gode som iPhones, evner konkurrenterne ikke engang at komme op på siden af Apple. Og nu er det endda dokumenteret sort på hvidt.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.