Noget tyder på, at Apple har en revolution klar med næste udgave af iPhonen, lad os bare kalde den iPhone 5 i mangel af andre navne. Apple planlægger nemlig at indbygge simkortet i telefonen, så det ikke kan skiftes, som vi kender det fra nuværende telefoner. Vil man skifte operatør, gøres det i stedet via softwaren.

Det er kilder i den europæiske telebranche der beretter, at Apple har indgået et samarbejde med firmaet Gemalto, der producerer simkort. Sammen arbejder de på en løsning, hvor simkortet er integreret i iPhonen. Ideen er, at teleoperatørens rolle i købsprocessen bliver mindre, da man ikke skal have tilsendt et separat simkort før ens telefon virker. I stedet skal de informationer om telefonnummer etc., der normalt ligger på et simkort, bare hentes via nettet; enten gennem iTunes eller via App Store.

Hvis det bliver til noget, vil det betyde fantastiske muligheder for os forbrugere. Det vil blive meget nemmere at skifte operatør. Man skal ikke vente på at få tilsendt et simkort, men kan skifte på et sekund. Den ene dag kan man bruge TDC den næste Telia alt efter hvem der dækker bedst, der hvor man er; er billigst eller hvilke præferencer, man nu måtte have. Under ophold i udlandet er muligheder også store. Omvendt lyder det til at blive et helvede for teleselskaberne, der ikke kan vide sig sikre på kundernes loyalitet. Umiddelbart kunne man derfor tro, at de vil gøre hvad de kan for at stritte imod. Teleselskaberne har jo længe tjent store penge på alt muligt andet end at levere tale og/eller datatrafik; såsom at binde folk til alt for dyre abonnementer. Den ideelle situation må være, at vi når der til, hvor man slet ikke skal spekulere over, hvilken operatør man bruger. At ens telefonnummer ikke er tilknyttet nogen bestemt, men at telefonen automatisk skifter rundt mellem mulighederne hele tiden, alt efter hvad der er bedst i den givne situation. Man får så bare en månedlig regning fra Apple, der viser at i denne måned har man brugt 3's net i 23 min, TDC i 112 min og 218 MB på Telias net etc.

Det ville være smart, og er rygterne om Apples simkort-løse iPhone sande, er det da et skridt på vejen.

Kilde: Gigaom

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.