iPhone 4 med dårligt signal: Perspektiv søges

I går gik alle i selvsving over problemer med dårligt signal i den nye iPhone 4. En enkelt video på YouTube, mere skulle der ikke til før fanden var løs. Siden kom flere videoer til, som alle viste samme problem. Gizmodo samlede vel en 20-25 stykker. Men det er ikke pointen. Pointen er, at en enkelt video resulterede, at selv seriøse aviser droppede deres normale kritiske sans og baserede en historie på enkelte observationer, som om det var den endegyldige sandhed. Vi bliver ikke meget klogere af at læse den slags i aviserne. Vi mangler opfølgningen og forklaringerne. Både på de postive historier såvel som de negative. Det burde ikke længere være sådan, at fordi en pressemeddelse indeholder ordet "iPhone" er den selvskrevet til at få omtale uden yderlige granskning.
Et godt eksempel er problemet med iPhone 4s dårlige signal under visse omstændigheder.
Er problemet enestående?
For eksempel kunne man have undersøgt om signalproblemet var enestående for iPhone. Det er det ikke kan jeg godt afsløre med det samme.
”Det menneskelige væv vil under alle omstændigheder have en hæmmende virkning på antennen. Berøringen betyder, at en større del af antennens energi bliver til varme og går tabt. Dermed bliver antennen mindre effektiv til at sende og modtage radiosignalet,” har Gert Frølund Pedersen således udtalt mediamac.
Det er altså et helt generelt problem ved stort set samtlige mobiltelefoner i handlen - og har altid været det. Her er et link til en video med en en 6 år gammel Nokia 6230, der udviser præcis den samme adfærd; signalet forringes, når den holdes i hånden: Se på YouTube. Problemet er med andre ord ikke nyt.
Så sent som i februar tidligere i år blev problemet diskuteret i forhold til Googles nexus one. I en supporttråd hos Google har adskillige personer tilkendegivet at de har det samme problem som trådstarteren; "når telefonen ligger på bordet er signalet stabilt, men i det sekund, jeg rører telefonen falder det".
Man kunne sikkert grave flere lignende eksempler frem, hvis man ville. Pointen er, at iPhonen er så hypet et produkt, at tingene nemmere går i selvsving og når nyhederne. Folk er da ligeglade med om Nokia eller nexus one lider af signalproblemer, men hvis iPhonen gør, så falder hammeren. Stikker man lidt ud, så får man flere tæsk, sådan har det altid været. Men derfor ville det klæde de seriøse medier, at undersøge og nævne disse ting alligevel.
Er problemet udbredt?
En anden ting de kunne have undersøgt var, om problemet var udbredt eller generelt. Langer man 600.000 produkter over disken vil der uden nogen som helst tvivl være en del, der af den ene eller anden grund ikke virker som de skal. Det er simpel hovedregning. Det interessante er, derfor ikke om der findes fejl, men om fejlene er generelle.
Noget tyder på, at de ikke er generelle. Engadget skriver for eksempel: "I vores test af iPhonen (iPhone 4 red.), havde vi forøget modtagelse og færre mistede opkald, end hvad vi oplever med den tidligere generation". Daring Fireballs John Gruber skriver, "Jeg fik min (iPhone 4 red.) for to timer siden, og jeg kan ikke reproducere problemet, den håndfuld venner med iPhone 4 jeg har talt med kan heller ikke". Samme melding kommer fra en lang række almindelige brugere.
Der er med andre ord ikke tale om en generel fejl. Nærmere kommer vi det nok ikke. Men rent teoretisk kunne man godt undersøge det nærmere, for eksempel i forhold til serienummer, så man kunne se, om det var en bestemt produktion, der var ramt, eller om problemet forekommer spredt. Alt sammen noget der giver interessante oplysninger.
Hvad siger eksperterne?
En tredie ting de seriøse medier kunne have gjort var, at forhøre sig hos nogle eksperter, der rent faktisk ved noget om emnet. Mediamac gjorde det inden iPhone 4 kom på gaden og fik dengang nogle generelle udtalelser angående antenne forhold i mobiltelefoner, mens de mere iPhone-specifikke udtalelser selvfølgelig var mere baseret på gætværk og erfaring, da ingen af dem dengang havde haft lejlighed til at se nærmere på iPhonen. Det er god journalistik af mediamac.
Problemer er nu bare, at andre medier nøjes med at henvise til mediamacs historie uden at undersøge, om den overhovedet er relevant for problemstillingen nu. Den bliver altså en god grund til, ikke selv at opsøge en ekspert. En sådan ekspert kunne være antennedesigneren Spencer Webb.
Han forklarer igen de generelle problemer med mobiltelefoner og signalstyrke. Han forklarer for eksmnepel at mobiltelefoners antenne sidder i bunden, for at komme længst muligt væk fra kraniet og derved give mindst mulig stråling til hjernen. Det dårlige signalopstår fordi den måde man holder en telefon på uundgåeligt vil dække for antennen i bunden. Det gælder alle mobiltelefoner. Apple er ikke de første og vil heller ikke være de sidste.
Problemet er, at den amerikanske myndighed der tester mobiltelefoner (FCC) ikke stiller nogen krav om at telefonen skal holdes i hånden. Det gr teleselskabet AT&T heller ikke. Eneste krav når de måler på signalstyke og afgivelsen af strålign er, at mobiltelefonen tæt på hovedet. Designet af antenne på en mobiltelefon er derfor designet til at leve op til FCCs krav, og ikke til at levere en effektiv transmission, når den bliver holdt i hånden af et menneske. Håndens påvirkning er med andre ord slet ikke en del af specifikationer og bliver det derfor heller ikke i forhold til designet af antennen. Spencer ved det, for han har designet antenner for AT&T. Det er FCCs skyld siger han.
Hvad gør han selv, antenneeksperten? Han stemmer med sine penge og har bestilt en iPhone 4.
Nu er han jo bare en af mange der den fornødne viden, og man ville givetvis kunne finde andre eksperter, der aldrig ville købe en iPhone. Pointen er igen ikke for eller imod, med blot det at undersøge sagen lidt nærmere.
Hvad siger Apple?
En sidste ting, der er kunne have været værd at undersøge, er Apples syn på sagen. Ikke lige frem den nemmeste opgave, da Apple jo konsekvent afiser at kommentere på noget som helst. Men alligevel ikke en umulig opgave, hvis man søger efter information ad indirekte kilder. I går læste jeg et sted har desværre glemt hvor, om nogle der havde kontaktet Apple og fået det svar, at de kunne få byttet deres iPhone med signalprobemer. Blot ikke lige nu, der Apple ikke havde nogen iPhones på lager at bytte med. Det tyder altså på, at Apple forholder sig til dette problem som med alle andre: Er tingene i stykker ved modtagelsen, får man en ny. Diskussionen kan så bare gå på, om svagt signal er en fejl. Hvor svagt skal signalet være, før det er ubrugeligt og man kan få en bytter.
Ifølge Walt Mossberg, der skriver for Wall Street Journal, er der også en softwarefejl der gør, at signalviser i visse tilfælde viser at der ikke er signal, selvm det modsatte er tilfældet. Altså at indikatoren hvis dårligere signal, end der i virkeligheden er. Apple er klar over dette problem og arbejder på at løse det.
Derudover har Apples chef Steve Jobs svaret på en mail omkring iPhone 4 og signalproblemer. En bruger har skrevet til ham, at iPhones signal forsvinder, når han holder iPhonen på en bestemt måde. Jobs svarer ham tilbage, at han bare skal lade være med at holde iPhonen på den måde. Det har senere udmøntet sig i en officielle udmelding fra Apple:
"At holde enhver mobiltelefon i hånden vil resultere i en hvis dæmpning af antennens ydeevne, hvor visse steder er værre end andre, afhængigt af placeringen af antenner. Dette er en kendsgerning for alle trådløse telefoner. Hvis du nogensinde oplever dette på din iPhone 4, skal du undgå at holde den i det nederste venstre hjørne på en måde, så du dækker begge sider af den sorte stribe i kanten, eller simpelthen bruget cover."
Om man køber den eller ej, må være op til en selv
Personligt er jeg af den holdning, at iPhonen selvfølgelig skal virke under normalt brug, det vil sige, når man holder den i hånden, som man nu gør, når man snakker i telefon - uden nogen som helst brug af covers. Til gengæld må man også forvente, at hvis man holder iPhonen på alle mulige og umulige måder, bare for at kunne fremprovokere et signaltab, så er man selv ude om det. Men man skal selvfølgelig ikke finde sig i det, hvis telefonen ikke virker som den skal.
Jeg hævder ikke, at jeg er bedre til at skrive jounalistik end uddannede journalister på de etablerede medier. Min pointe er, at de små gadgetorienterede blogs og nyhedssider styrke er den hurtige reaktion på, hvad der sker rundt omkring, mens de etablerede mediers styrke er fordybelsen og researchen fra professionelle jounalister, der har en hel dag til at skrive en artikel. De etablerede og seriøse medier, skal ikke kaste sig ind i kampen mod bloggerne om at være hurtigst, for den vil de alligevel tabe.
De skal i stedet kaste sig ind i kampen for at levere den bedste og gennemarbejdede undersøgende journalistik, som bloggerne ikke har resourcer til. Det inkluderer blandet andet en hvis perspektivering inden man publicerer en historie. Hype er sjældent den bedste kilde, det gælder positve såvel som negative historier.