Forstørret iPod-touch

Umiddelbart ser jeg den lidt som en forstørret iPod touch. Men der hvor man tydeligst ser mulighederne i iPaden, er det visuelle aspekt. Med iPaden kan der focuseres på at øge de visuelle indtryk, hvilket er en forbedring i forhold til de mindre iPod touch og iPhone. Apple har forstået, hvor glade vi mennesker er for at se. I den forbindelse tænker jeg så, at det er en herlig stor skærm at kunne se film på, altså set i forhold til de andre håndholdte iApparater, iPod touch og iPhone. Her ser jeg altså straks nogle muligheder. De fleste vil sikkert stadig foretrække det velkendte fjernsyn derhjemme, men skal man på en længere togtur eller flyrejse, så er iPaden en herligt gadget at kunne hive op af tasken, ja, for i lommen kan den altså ikke være, som iPod touch og iPhone. Jeg glæder mig til forhåbentlig at kunne se film på en iPad...en dag.

Ud over de levende billeder ville det være herligt med et fotoprogram på iPaden. Jeg går ikke ud fra, at man kan tage billeder med en iPad, men med et fotoprogram på på sin iPad, kunne man sidde og ordne og redigere i sine fotos, både privat og professionelt. Det ville også være herligt at kunne have sine fotoalbums på en iPad. Med det større visuelle udbytte, får familien/vennerne en bedre fornemmelse af feriestemningen, hvis man skulle få lyst til at vise feriebillederne frem på sin iPad.

Erstatte bøger

Jeg har set, at iPaden skulle kunne erstatte bøger, aviser og blade, rent fysisk, og det synes jeg egentlig er et rigtigt godt tiltag. Jeg kunne for eksempel forestille mig, at kogebøger ville gøre sig godt på en iPad, og det specielt, hvis de indeholdt indbydende fotos. Blot skal man nok være varsom med en iPad i køkkenet. Der er i tidens løb en hel den kogebøger, der er blevet udsat for lidt af hvert, hvilket en iPad sikkert ikke kan holde til. Så skal man have sig et smart køkken-stativ til sin iPad. Ja, så er der også givet mulighed for sådan en produktion.

Men om vi mennesker så kan finde ud af at omstille os, og bruge iPaden i stedet for den gode gamle bog eller avis, det må tiden jo vise, men der er ingen tvivl om, at hvis man er studerende eller rejsende, så er det da noget smartere med én iPad i stedet for tasken fuld af bøger. Jeg kan se store muligheder indenfor lærebøger med iPadens eksistens. Hvem der bare var studerende i dag.
Ud over det pladsbesparende aspekt for brugeren, så burde der i tidens løb også blive sparet på en hel del papir med sådan en iPad. Apropos papir så håber jeg sådan på, at det er muligt at kunne bruge en iPad, som et stykke papir. Jeg håber virkelig at der findes tegneprogrammer, hvor man med en dertil hørende pen kan tegne direkte på skærmen. Det er altså en helt del bedre at kunne tegne, som man nu engang tegner, og ikke med en mus på et bord, der så kan ses på en lodret skærm. Og heller ikke med fingerne, hvilket resulterer i forringet præcision. Jeg kunne forestille mig, at ikke mindst børn ville få glæde af et sådan tegneprogram, men skam også professionelle og alle os andre, der tegner i ny og næ. Om man så også ville kunne bruge "papiret" til at skrive på med den elektroniske pen, ved jeg ikke. Så kunne man igen skrive næsten gode gammeldags breve med egen håndskrift og så sende dem elektronisk. Tja...Det kunne da være sjovt at genoptage de håndskrævede breve, men det kan godt være, at det er en uddøende race. Jeg ved heller ikke om man kan bruge iPaden til at skrive på med virtuelt tastatur, og jeg ved heller ikke om det ville være godt, rent ergonomisk. Jeg kunne ikke forestille mig, at den er så handy at skrive på. Men, det må komme an på en prøve.

Spil

Ligesom til iPod touch og iPhone findes der vel allerede et hav af spil, og for dem som der er til det, så kan det vel kun være en forbedring med en større skærm. For eksempel kunne jeg forestille mig, at de spil, hvor det som man ser, er ligesom ens synsfelt i virkeligheden, må være sjove at spille på en iPad. Men det er da ikke fordi, at alle de programmer som vi kender fra iPod touch/iPhone har fordel af, at blive blæst op på en iPad-skærm. For eksempel synes jeg at programmer som Ur, Lommeregner, Noter og mange flere gør sig bedre på en iPod touch/iPhone. Af samme grund går jeg egentlig heller ikke ud fra, at alle de programmer der findes til iPod touch/iPhone vil være tilgængelige til iPad. Der er vel lavet programmer separat til iPad, som har fordel af, at blive set på en stor håndholdt skærm. For det er vel det, som det i bund og grund handler om.