Med lanceringen af iOS 9.3 (beta) introducerer Apple en række meget interessante funktioner, der i første omgang er målrettet skoler og uddannelsessteder. Der er blandt andet kommet en ny Classroom-app, en Apple School Manager og forbedringer til Managed Apple ID's.

Det mest interessante er dog muligheden for deling af iPads mellem flere elever. Apples helt klare strategi for iPaden er ellers at 1 person = 1 iPad. Hver enkelt bruger skal have sin egen personlige iPad. Det er dog langt fra muligt i mange skoler, hvor iPads kommer som klassesæt, der benyttes i specielle fag. Her har hver enkelt eleven ikke nødvendigvis hele tiden sin egen iPad. I stedet deles forskellige klasser om det samme ene sæt iPads. Det har hidtil givet udfordringer i forhold til elevens personlige dokumenter etc.

Mulighed for personligt login på iPaden

Med iOS 9.3 bliver det dog muligt at logge ind på en hvilken som helst iPad i skolen samtidig med, at man får adgang til ens egne data. iPadsne skal selvfølgelig være sat op til dette. Helt konkret betyder det, at når en elev logger ind på en skole-iPad bliver vedkommende mødt af sine egne dokumenter, ebøger og personlige indstillinger. Når en anden elev logger ind, bliver iPaden tilpasset denne og så videre. iPaden er altså ikke længere en personlig enhed, men en klient, som alle lever kan benytte til at få adgang til lige præcis deres egne data. Der er dog en fidus i at eleven benytter den samme iPad hver gang, da der vil være noget caching af dokumenter, så de ikke skal hentes fra skyen hver gang.

Dette er er simpelthen genialt, omend det har fungeret sådan med computere i årevis. Helt klart en funktion, som rigtig mange også gerne så implementeret uden for undervisningsbrug. I rigtig mange familier deles flere om den samme ene iPad. Her ville et personligt login virkelig give mening. Man kunne tænke sig en situation, hvor en husstand har to fælles iPads som alle kan loge ind på. Uanset hvilken en man vælger, har man adgang til sine egne data. Er den ene iPad optaget, bruger man bare den anden.

Ny Classroom-app til læreren

Ud over muligheden for at dele iPads, er der som sagt også kommet en ny Classroom-app. Med den kan lærere åbne den samme app på alle tilknyttede elev-iPads på samme tid og guide eleverne gennem appen. En Screen View-funktion lader læreren se, hvad hver enkelt elev laver på sin iPad på et givent tidspunkt. Læreren kan også låse bestem apps på elevernes iPads etc.

Der er ingen tivlv om at de nye funktioner - når kendskabet til dem når frem til de enkelte kommuner og skoler - vil være en attraktive, når der skal bestemmes hvilke tablets skolerne skal købe.

Du kan læse meget mere hos Apple: www.apple.com/education/preview/

Scroll ned for at se kommentarer