De fleste regner med, at Apple i iPad 3 vil benytte en skærm med højere opløsning end i de nuværende iPads. Formodentligt en firedobling af opløsningen til 2.048 x 1.536 pixels. Et af problemerne i denne sammenhæng er, at det medfører nogle udfordringer i forhold til baggrundsbelysningen. Den metode, der benyttes i iPad 2 er ikke tilstrækkelig i en retinaskærm med højere opløsning. I stedet er der to andre muligheder i spil. I den ene anvendes en enkelt lyskilde, men med to LED-chips, i den anden to lyskilder med en chip i hver. Hidtil har rygterne peget på, at Apple ville vælge den sidste løsning.

Nu peger en ny rapport fra Jeffrie-analytikeren Peter Misek på, at Apple allerede har investeret mellem en halv og en hel milliard dollars i nyt udstyr hos Sharp, så de kan producere LCD-paneler til Apple med en ny teknologi, der gør dem lettere og mindre strømkrævende end med den nuværende teknologi. Sidst men ikke mindst skulle billedkvaliteten også få et hak opad.

Misek noterer også, at Sharp også vil lave LCD-paneler til et kommende Apple-fjernsyn. Produktionen skulle gå i gang om nogle måneder. Noget der allerede har fået Apples konkurrenter til at ryste i bukserne.