iOS har det klart bedste udvalg af kort-apps på markedet
Der har været meget debat omkring kortsituationen på iOS, siden Apple i sommers droppede Google Maps som en af de faste apps i iOS. Årsagen var den simple, at Apple mente at den Google-baserede kort-app begyndte at halte efter konkurrenternes produkter. Specielt manglen på adgang til turn-by-turn navigering var et problem Apple ikke længere kunne ignorere. Derfor besluttede Apple kort før WWDC-konferencen i juni, hvor iOS 6 blev præsenteret, at de ville droppe Google og bruge deres egne kort, hvor de kunne lancere turn-by-turn navigering.
Det har Apple fået mange hug for - også fra undertegnede. Kort-appen er siden blevet væsentligt bedre, omend stadig langt fra perfekt. Som sædvanlig, når det handler om Apple, har kritikken det dog på forudsigelige vis med at og køre af sporet og blive en tand for overdrevet. Så slem er Apples kort heller ikke. Det er dog ikke det, der er pointen her.
Pointen er at kigge på før- og efter-situationen. I løbet af det halve år der er gået siden Apple droppede Google, er der nemlig sket ting og sager. Førhen fandtes der stort set kun Googles Kort på iOS, og så en mængde forskellige navigationsapps, der dog er i en lidt anden boldgade. Nu har vi i hvert fald tre mere eller mindre ligeværdige valgmuligheder. Apples eget kort, Googles kort og Nokias kort. Alle tre er gratis, og alle tre leverer en bedre funktionalitet end Apples gamle Google-baserede kort. Forskellene mellem de tre apps er i virkeligheden ikke ret stor. Det handler nok mere om smag og behag, når man skal vælge. Kodeordet her er netop valgfrihed.
Førhen var vi tvunget til at bruge en gammeldags udgave af Google, fordi Google ikke ville give Apple lov til noget. Så valgte Apple at droppe Google, og nu står vi med tre fuldblods kortløsninger på banen. Selv dem der sværger til Google, og aldrig kunne drømme om at vælge Apples eller Nokias kort, har fået et bedre produkt. Pointen er, at det var Apples trussel, der fik Google til at tage sig sammen til at få skruet en tidssvarende løsning sammen.
Man skal selvfølgelig ikke være så naiv at tro, at Apple med vilje har lavet en dårlig Kort-app, for at lokke de andre, og specielt Google, ud af busken. Apples satsning på deres egen Kort-app er reel nok, og er også foranlediget af, at Googles løsning var for dårlig, men det har aldrig været Apples intention med vilje at servere noget dårligt for kunderne.
Uanset hvad kan vi også være ligeglade, for faktum er, at iOS i dag vel er den mobile platform, men det klart bedste udvalg af kort-apps på markedet. Og det er slet ikke sikkert, at det var sket, hvis Apple bare havde beholdt Google som standardapp.