En iOS-udvikler har rodet i koden til iOS 9 beta og fundet tegn på, at den (måske) kommende iPad Pro vil få en skærm med en opløsning på 2.732 × 2.048 pixels og en pixeltæthed på 264 ppi. Det svarer til en skærm på omkring 12,9 tommer.

Oplysninger stammer fra fundet af nogle filer, der indikerer størrelsen af tastaturet alt efter hvordan iPaden vender. Her opgives skærmstørrelsen til 1.366 x 1.024 pixels. Med Apples såkaldte @2x-modifier, som bruges til retina-grafik, svarer det til den først opgivne oplysning.

Tidligere har der været rygter fremme om, at Apple havde bestilt nogle skærme hos asiatiske leverandører me netop denne opløsning. At flere forskellige kilder og oplysninger peger i samme retning, skal tages som en meget stærk indikation på, at oplysningerne er korrekte.

Der har gennem nogle måneder været rygter om, at Apple arbejdede på en stor 12-13 tommers iPad Pro med en masse nye funktioner. Lanceringen skulle ske engang sidst på året eller først i næste år.

Scroll ned for at se kommentarer