Kilder beskriver iOS 7 som "sort, hvidt og fladt over det hele", skriver 9to5mac. Det referer til, at Apple dropper den udbredte brug af teksturer ssamt indførslen af en række nye sorte og hvide brugerinterfaceelementer.

Kilderne oplyser også, at Apple i løbet af de sidste måneder har ændret brugergrænsefladen flere gange. Den grænseflade Apple har testet for nylig er derfor ikke nødvendigvis den samme, som vi får at se på WWDC, hvor Apple løfter sløret.

Det er Apples chef for industrielt design, Jonathan Ive, der står i spidsen for designet i iOS. Ifølge kilder har han udtalt, at de mange forskellige designs i Apples apps forvirrer brugerne, og ikke lever op til hvad man kan forvente i dag.

Ifølge kilderne har Ive's hold været rundt i alle kringelkroge af iOS. Det er ikke bare et par enkelte udvalgte apps, der har fået nyt design, men hele styresystemet, der har fået en kæmpe overhaling - dog stadig med respekt for det, der har gjort iOS så populært. I praksis betyder det, at de fleste ting fungerer på samme måde som nu - de ser bare anderledes ud.

iOS 7 vil først og fremmest handle om et nyt design, men der kommer selvfølgelig også flere nye ting. Blandt de nye softwaretiltag som kilderne kender til er, integration med Flickr og Vimeo, bedre understøttelse af navigation i biler, nemmere adgang til indstillinger for WiFi, BlueTooth og flymode, flere widgets på låseskærmen og en mængde nye ting relateret til tredjepartsudviklere af apps.

Apple præsenterer iOS 7 når WWDC-konferencen starter den 10. juni i San Francisco. Apple plejer også at frigive den første betaversion til udviklerne ved samme lejlighed.