iOS 6: To interessante nyheder i Mail

I iOS 6 får Mail selvfølgelig også nogle ny og forbedrede funktioner. Udover et mere strømlinet interface og nogle ændrede smådetaljer, er der især to ting, man skal bide mærke i.
For det første er det nu muligt at indsætte billeder og video direkte i sine mails fra Mail-appen. Tidligere skulle man gå den lidt bagvendte vej, og gå ind i Kamera-appen, hvis man ville sende et foto. Det er ikke længere nødvendigt. I stedet trykker man bare der, hvor man vil indsætte et billede eller en video, og holder fingere på skærmen indtil der kommer en lille menu frem, hvor man så kan vælge blandt sine billeder.
Den anden store nyhed er indførelsen af VIP-lister. Man kan ganske enkelt markere udvalgte kontakter som VIP's. Mails fra VIP's vil ligge i deres egen mailboks (udover den, hvor de ligger i forvejen). Derudover kan man få VIP-mails vist på låseskærmen og i meddelelsescenter. Man kan også ændre måden de vises på samt den lyd der afspilles, når der kommer mails. Ganske smarte funktioner, der gør det nemmere at adskille skidt fra kanel.
VIP-lister gemmes i iCloud, så de virker på alle ens enheder.