Det er efterhånden et par år siden, vi her på iPhoneguide satte fokus på, hvordan skruppelløse udviklere spekulerede i at specielt børn foretog dyre in app-køb for tusindevis af kroner. Dengang hørte jeg fra 18 familier, der havde mistet langt over 100.000 kroner.

Udviklernes fidus var, at man ikke blev opkrævet kodeord, hvis man foretog et in app-køb inden for 15 minutter efter installeringen af en app fra App Store. Hver gang man købte noget, blev denne periode forlænget med 15 minutter.

Bruger flere tusinde kroner på virtuel valuta

I spillene kunne man købe en virtuel valuta, som for eksempel smølfebær, der kunne bruges til at købe diverse ting for. Uden denne valuta var spillet langsommeligt og kedeligt. Børnene fandt dog hurtigt ud af, at det sjove begyndte, når man købte en trillebørfuld smølfebær til 599 kroner. Bærene blev hurtigt brugt og inden for nogle timer, havde man i værste tilfælde brugt flere tusinde kroner.

Heldigvis betalte Apple altid pengene tilbage til folk uden yderligere spørgsmål. De kunne jo godt se, at der måtte være tale om et uheld.

Vi satte fokus på emnet og Apple ændrede proceduren

Noget tid efter vi her på iPhoneguide satte fokus på emnet, nåede historien via Politiken alle de store landsdækkende medier. Kort tid herefter ændrede Apple på proceduren, så man nu altid skal indtaste sit kodeord første gang man foretager et in app-køb. Herefter gælder det stadig, at man kan købe igen uden kodeord inden for 15 minutter. Men første gang skal man altid indtaste kodeord. Ændringen kom med iOS 4.3 i marts 2011.

Problemet burde være fortid, men det sker stadig

Det burde stoppe problemet helt. Nu kan man ikke komme til at foretage in app-køb, hverken som barn eller voksen. Man kan roligt købe et spil til sit barn og overlade iPhonen med det samme. Vil barnet købe smølfebær eller hvad den virtuelle valuta nu hedder, skal der indtastes kodeord.

Der har da også været meget stille omkring det - indtil nu. Inden for en uge er jeg blevet kontaktet af yderligere to familier, der er blevet lænset for 8.000 kroner henholdsvis 10.000 kroner. I begge tilfælde er der indtastet kodeord, så det er ikke fordi spærringen er ophævet, eller der er en bug i iOS. Der er altså tale om, at forældre af ren uvidenhed har giver tilladelse til en enkelt in app-køb eller to, har indtastet kodeordet og dernæst overladt iPhonen til børnene. Herefter er historien den samme. Spillet bliver kedeligt, og inden for 15 minutter foretager man det næste in app-køb.

Apple refunderer ikke længere folks penge

Der er dog den lille, men betydelige forskel, at Apple nu ikke længere refunderer folks penge, som de gjorde for et år siden. Det springende punkt ligger i, at man selv har indtastet kodeordet og dermed bekræftet købet i første omgang. At man så ikke har været klar over eller kendt nærmere til proceduren omkring kodeord i App Store, mener Apple ikke er deres problem. Apple betaler derfor ikke længere folks penge tilbage. Henvender man sig til iTunes' support, får man at vide, at man skal kontakt udvikleren af spillet for at høre om de vil tilbagebetale pengene.

Det siger sig selv, at giver man sig i kast med at sælge virtuel valuta til små børn for flere tusinde kroner, så er moral ikke det der ligger en mest på sinde, så henvendelser til udviklerne af disse spil er nyttesløse. Som forældre føler man sig magtesløs. 10.000 kroner er rigtigt mange penge. For nogle mennesker kan det være rigeligt til at få korthuset til at vælte. 10.000 kroner kan sagtens være forskellen på, om man kan betale sin husleje eller har råd til mad.

Frihed eller kontrol?

Apples problem er, at selvom de juridisk har deres på det tørre, og det er udviklerne der er skurkene her, så falder kritikken altid tilbage på Apple. For det første fordi det er deres support folk er i kontakt med og får afslag fra, men også fordi folk mener, at det er Apples ansvar at den slags spil overhovedet er i App Store.

Vi havner i det klassiske dilemma mellem frihed til at gøre hvad vi vil med vores egne penge, og kontrol med, hvad vi bruger dem til. Apple kunne sagtens enten smide udviklerne ud af App Store eller stramme kravene til kodeord, så de ikke blev husket i 15 minutter. Men skal Apple blande sig i, om nogle folk har lyst til at brænde deres penge af på virtuel valuta? Der er ingen tvivl om, at nogle folk sikkert helt overlagt køber den slags, og det skal de selvfølgelig have lov til, selvom nogle få kommer uheldigt afsted. Strammer Apple kravene, så der skal indtastes kodeord hver eneste gang, rammer det også folk der nyder godt af, ikke hver eneste gang at skulle indtaste sit kodeord. Noget der for eksempel gør det nemt og hurtigt at købe flere apps i App Store på én gang.

Vores bedste råd

Det bedste råd man kan komme med til forældre, der lader deres børn spille på deres iPhone er, at lade helt være med at foretage in app-køb og eventuelt slå muligheden fra under indstillinger. Faktisk bør man gå helt uden om apps med in app-køb, for at sende det signal til udviklere af børnespil, at det ikke er en okay fremgangsmåde at presse børn til hele tiden at skulle foretage køb for at holde et spil gående. Heller ikke selv om det er mindre beløb som 7 kroner.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.