IDC: Apple er nu verdens 5. største computerproducent

De nyeste markedstal fra IDC er godt nyt for Apple, der for første gang i meget lang tid kravler op blandt verdens fem største computerproducenter globalt. Apples andel af salget i seneste kvartal steg til 6,3% sammenlignet med 5,7% i samme kvartal sidste år. En beskeden stigning. Men i et marked hvor der generelt sælges færre og færre computere, har det altså været nok til at Apple nu har klemt sig ind som verdens 5. største computerproducent. Det er gået ud over ASUS, som er røget ud af listen. Ellers er der ingen ændringer i top-5. Lenovo er stadig verdens største producent foran HP - og øger endda afstanden.
I USA har Apple derimod længe ligget i top-5. Her som nummer tre foran Lenovo, men et godt stykke bag HP og Dell. Apple er gået fra 12,4% til 13,0% af salget i seneste kvartal. I modsætning til den globalt faldende tendens, er salget af computere i USA stigende.
Det skal understreges, at IDC's tal er foreløbige. Apple har endnu ikke offentliggjort de officielle tal, og det har de andre producenter heller ikke - det er endda ikke alle der gør det. IDC's tal er altså estimater. Hos Gartner har man et andet bud, og her vurderes det, at ASUS har solgt flere computere end Apple globalt.