Hvornår kommer Apple Store til Danmark?
Hvorfor har Danmark ikke en rigtig Apple Store? Det er et af de spørgsmål vi oftest hører - men som kan være umådeligt svært at svare på. Der findes masser af standardsvar, ala "Danmark er ikke stort nok" eller "Apples markedsandel i Danmark er for lav". De har dog alle det til fælles, at det er rent gætteri. Derfor har vi nu grebet spørgsmålet mere analytisk an for at finde ud af, hvad det er, der er stopklodsen.
Er Danmark stort nok til en Apple Store?
En rigtigt godt argument for at vi ikke har en Apple Store i Danmark er, at landet er for lille. Vi er ganske enkelt for få danskere til at Apple kan drive en butik på et fornuftigt grundlag. Eller er vi nu også det? Lad os kigge på det.
I virkeligheden er det jo nemlig ikke alene antallet af indbyggere i et land, der er afgørende. Apple kan også justere på antallet af butikker. Der er jo ingen der siger, at vi skal have 10 butikker i Danmark. Men måske er der plads til en enkelt eller to.
Jeg har tjekket indbyggertallet og holdt det op mod antallet af Apple Stores i de lande der har en Apple Store. Ud fra det har jeg beregnet hvor mange indbyggere, der går per Apple Store. Dette er det krævede kundegrundlag per Apple Store.
I de engelsktalende lande - USA, Canada, Storbritanien og Australien - står Apple rigtigt stærkt. Her har Apple masser af butikker, og det er her hvor der er færrest indbyggere per Apple Store, nemlig omkring 1,2 mio. Overfører vi dette direkte til danske forhold giver det med 5,7 millioner indbyggere i Danmark et potentiale på 4-5 Apple Stores i Danmark. Hvis Apple kan drive én Apple Store i USA per 1,2 millioner indbyggere, kan de også i Danmark.
Der er dog det men, at går man uden for de engelsktalende lande, har Apple ikke nær så mange butikker som indbyggertallet ellers giver grundlag for. Her er der mange flere indbyggere om hver butik. Vi kan derfor ikke forvente, at vi i Danmark kan nøjes med 1,2 millioner indbyggere per butik, selvom det er det der kræves. Af en eller anden grund har Apple et højere krav til kundegrundlaget uden for de engelsktalende lande.
Tallene svinger meget, og reflekterer langt hen ad vejen også, i hvor lang tid Apple har været på et marked. Eksempelvis er der i Tyrkiet 38 millioner indbyggere per Apple Store. Det er dog næppe en indikation på potentialet, men på at Apple først for nylig er begyndt at åbne butikker i landet. Derfor kan Tyrkiet og lande som Brasilien og Kina ikke rigtigt bruges i denne sammenhæng.
Men hvilke kan så? Kigger man på de sydeuropæiske lande Spanien, Italien og Frankrig, er der 3,7 millioner indbyggere per Apple Store. Det giver et dansk potentiale på en enkelt butik. Det samme gør Tyskland. Det er dog alle lande, der ikke ligner os specielt meget i størrelse og geografi. Der er meget mere interessant at kigge på eksempelvis Sverige eller Schweiz. I Sverige har Apple tre butikker - en for hver 3,2 millioner indbyggere. Sverige lider dog til dels af samme problem som Tyrkiet. Det er relativt kort tid siden Apple er rykket ind, og potentialet er næppe udnyttet endnu. Åbner der bare et par butikker mere i Sverige, når vi under de 2 millioner per butik. Kigger man på Schweiz, hvor Apple har været siden 2008 har de fire butikker til 8 millioner indbyggere. Igen 2 millioner per butik.
Det er derfor nok ikke helt forkert, hvis vi regner med at uden for de engelsktalende lande er der potentiale for én Apple Store per 2 millioner indbyggere. Selv i et lille land som Schweiz. Åbner der bare en enkelt butik mere i Schweiz når vi ned på 1,6 millioner indbyggere per butik. Det kan altså lade sig gøre for Apple at drive butikker i små lande også. I hvert fald er alpelandet et eksempel på, at der er grundlag for Apple butikker også i små lande.
Med 5,6 millioner indbyggere er der altså, hvis vi tager udgangspunkt i Schweiz, plads til 2-3 Apple Stores i Danmark under de gunstigste forhold, hvis man alene kigger på indbyggertal per Apple Store.
Det er med andre ord ikke fordi vi er for få i Danmark, at Apple ikke åbner butikker. Kundegrundlaget stemmer fint overens med hvad vi ser i andre lande, og levner plads for 2-3 Apple Stores i Danmark.
Man kunne lave den samme analyse med hensyn til byernes størrelse. Med næsten 500 butikker, ville det dog tage alt for lang tid, og desuden vil det ikke rykke nævneværdigt ved pointen, tværtimod. København er eksempelvis rigeligt stor. Her bor langt over 2 millioner mennesker inden for 60 minutters kørsel. Omvendt er det flere af Apples butikker i USA, der ligger i byer med under 50.000 indbyggere. Der ligger sågar en Apple Store i Manhasset, New York, hvor der bor 8.080 indbyggere. På Manhattan i New York ligger der seks Apple Stores til trods for at der ikke bor flere mennesker end i København.
Er der nok Apple-brugere i Danmark?
Nu gør de rå indbyggertal det jo ikke alene. Om der så er 100 millioner indbyggere i et land, hjælper det ikke noget, hvis de ikke er potentielle Apple-kunder. Hvordan ser det ud for Danmark, er markedet for Apple-computere stort nok?
I vil blive overraskende når i hører tallet.
Danmark betragtes traditionelt som et land, hvor Microsoft står stærkt. Microsoft har stort set haft monopol på computere i undervisningssektoren og i det offentlige i årtier. Alligevel er Apples markedsandel i Danmark større end på Apples hjemmemarked i USA. Danmark er det land i verden, hvor tredjeflest bruger Mac. Tallet stammer fra ifoapplestore.com - en hjemmeside, der har specialiseret sig i at skrive om Apples detailhandel. Vi ligger tæt på 18%. Kun Schweiz og Australien ligger foran os. Vi ligger med andre ord foran stort set samtlige de lande, hvor Apple allerede har åbnet butikker. Danmark er det land i verden, hvor Apple har den højeste markedsandel uden at have egne butikker. Markedsandelen i Danmark er omtrent dobbelt så stor som i Tyskland og Spanien, og betydeligt højere end i Sverige.
Det er altså heller ikke fordi de danske kunder ikke vil Apple, at vi ikke har en Apple Store i Danmark. Danskerne er så vilde med Apple, at vi ligger langt over stort set samtlige de lande, der allerede har en Apple Store. Ved at åbne butikker i Danmark, får Apple altså væsentlige flere kunder per butik end i andre lande.
Hvad mere skal der til?
Vi har nu vist, at der hverken er indbyggertallet alene eller Apples markedsandel, der er den begrænsende faktor. Hvad er det så? Inden vi vender tilbage til dette, skal vi lige en smut forbi Finland.
Der er nemlig stærke rygter om, at Apple er i gang med planlægge åbningen af de første butikker i Finland. Helt konkret er der oplysninger om, at Apple er ved at få oversat deres salgssystemer til finsk. Det gør Apple selvfølgelig ikke, hvis ikke de skal bruge det i deres butikker. Men hvorfor Finland? Der bor ikke flere mennesker end i Danmark. Apples markedsandel er kun det halve. Landet er tyndere befolket og folk har generelt længere til de store byer. Skal man nævne et vestligt land, der er mere ulogisk for Apple at gå ind i, må det næsten være Finland.
Det bringer os frem til svaret på spørgsmålet: Hvad er det der afholder Apple fra at åbne butikker i Danmark? Vi ved det ganske enkelt ikke. Til trods for at vi nu har redegjort for, hvad det ikke er, er vi ikke kommet væsentligt tættere på et svar.
Skal vi alligevel komme med et par skud fra hoften, kunne det være, at det jo tydeligvis går fint i Danmark som det er. Vi har et forholdsvis fintmasket net af Apple Premium Resellers, og Apples markedsandel er høj. Apple vurderer måske, at de ikke rigtigt vil kunne gøre det bedre, og at det derfor giver mere mening at satse på nogle andre lande. En anden mulig forklaring er, at Apple i Danmark (og Norge) er styret fra Apples Svenske afdeling. Apple har ganske enkelt ikke en særskilt dansk Apple-afdeling. Jo, der er danske kontorer og Apple er repræsenteret i Danmark. Men vi er et datterselskab af svenske Apple AB, der styrer det på skandinavisk plan.
Artiklen er ajourført i august 2016.