Hvordan virker iPhonens GPS?

GPS'en i Apples iOS-enheder er af den type man kalder "assisted GPS". Assisted betyder i denne sammenhæng, at positionen fastlægges med hjælp fra mobilnetværket.
Det er lidt teknisk, men ideen er, at telefonen via mobilnetværket får en nogenlunde ide om hvor den befinder sig inden for et ganske lille område, med en radius på måske 1-2 km. GPS'en skal derfor blot fastslå den præcise position inden for det indsnævrede område. Det er meget hurtigere end hvis GPS'en skulle starte helt på bar bund hver gang.
Er iPhones GPS en rigtig GPS?
Ja, det er det. Det at den får hjælp fra mobilnetværket til at fastslå positionen, er alene en ekstra funktion, og ikke en nødvendighed.
GPS'en virker også uden assistance (og altså uden datanetværk), her skal den blot bruge de par minutter som en "gammeldags" almindelig GPS skal bruge for at fastslå positionen første gang.
Problemet er her, at iPhonen jo er en telefon og derfor er indstillet til at der i princippet altid er assisted GPS. Mange programmer giver derfor "time out" hvis der ikke er en position inden for for eksempel 15.
Bruger GPS'en data?
Assisted GPS bruger omkring 5 KB data hver gang den skal fastslå positionen. Det vil i praksis sige hver gang man starter et program med GPS. Det er jo ikke alverden, men hvis man er i udlandet skal man alligevel være opmærksom. Nogle operatører har nemlig en minimumsafregning på for eksempel 100 KB per gang. det vil sige, at selvom man kun bruger 5 KB bliver man afregnet for 100 KB.
Det er vigtigt at pointere, at dette dataforbrug kun gælder selve fastlæggelsen af GPS-positionen. Bruger man eksempelvis Apples Kort-app skal der også bruges data på at hente kortene ned.
Har min iPhone eller iPad indbygget GPS?
Alle iPhones har indbygget GPS. Eneste undtagelse er den oprindelige iPhone fra 2007, der ikke ar GPS. Alle iPads, der kan gå på mobilnettet har indbygget GPS. De iPads der kun har Wi-Fi har ikke indbygget GPS.