På tirsdag den 10. september afholder Apple et event i San Francisco. Blandt de ting, det forventes Apple løfter sløret for, er en iPhone kaldet iPhone 5C. Vi har lavet en opsummering på alle de rygter og spekulationer, der har været hen over sommeren, og skrevet lidt om, hvad vi forventer Apple trækker op ad hatten.

På grund af de mange lækkede billeder og andre oplysninger, forventer vi ikke at blive ret overrasket. iPhone 5C vil komme i 5-6 forskellige farver og har en bagside af plastik meget lig iPhone 3G(S). iPhonen vil være Apples entry-model og derfor være billigere end topmodellen, iPhone 5S, som vi vender tilbage til i en kommende artikel. iPhone 5C vil kunne købes i Danmark fra slutningen af september.

Design

iPhone 5C vil inden for en halv mm være identisk i bredden og højden med den nuværende iPhone 5. Plastik-kabinettet vil være en lille smule tykkere end det nuværende i glas og aluminium.

Til gengæld vil formfaktoren være helt anderledes. Kanterne vil være mere afrundede og iPhone 5C vil være omkring 1 mm tykkere end iPhone 5. Det lyder ikke af meget, men ligger de side om side vil man tydeligt kunne se forskel. I praksis er det dog ikke noget, man vil bemærke.

En af de spændende ting ved iPhone 5C er, at vi forventer at den kommer i flere forskellige farver. Her taler vi udelukkende om bagsiden. I alle tilfælde forventes forsiden at være sort. Apple har i flere år haft iPods i forskellige farver, og sidste år kom iPod touch også i forskellige farver. Det er bestemt positivt, at man nu vil kune få sin iPhone i den farve man ønsker, hvis ikke lige man er sort/hvid-typen. De mulige farver forventes at være: Grøn, rød, gul, blå og hvid. Vi har ikke set nogle lækkede billeder med en sort iPhone 5C.

Specifikationer

Billeder afslører meget, men stort set aldrig de tekniske specifikationer. De fleste forventer, at den vil vær stort set identisk med iPhone 5 - men altså i en anden indpakning. Vi snakker altså A6-chip, 4" retinaskærm og 8 megapixel kamera (1,2 megapixel på forsiden til FaceTime). Vi forventer og LTE, og i det hele tager samme specifikationer som iPhone 5.

Der har været rygter om, at Apple ville bruge en standard Snapdragon-processer i denne iPhone. Det virker dog underligt, eftersom Apple i dag udvikler deres egne chips. Der har også været rygter om, at skærmen ikke vil være af retina-kvalitet. Begge dele har sit udspring på at "så billigt som muligt"-iPhone, og virker ikke videre sandsynlige.

Vi forventer ikke, at iPhone 5C vil nogen deciderede nye hardwarefunktioner, men det til trods vil den stadig være en ganske habil iPhone, på niveau med den nuværende topmodel.

Navnet

Eftersom der er lækket adskillige billeder med navnet "iPhone 5C", vil alt andet overraske os. Hvad C'et så står for er mere usikkert, omend selvfølgelig helt ligegyldigt. "Color" er nok det bedste bud, mens "China" og "Cheap" også har været foreslået.

Prisen

Prisen er nok i virkeligheden det punkt, der er mest usikkerhed omkring. iPhone 5C er blevet kaldet en lavpris-iPhone eller en billig iPhone, men vi tror ikke rigtigt på nogen af delene. Ingen tvivl om, at der i flere år har været rygter, spekulationer og ønsker om en billig iPhone, men det ligger ikke rigtigt til Apple. De har da også flere gange officielt afvist det.

Det hele kommer selvfølgelig an på, hvad man mener med "billig". Hvis man mener "billigere end iPhone 5(S)" har man givetvis fat i noget af det rigtige, men man skal ikke forvente at Apple vil konkurrere med Android-mobiler til 999 kr. Det kommer ikke til at ske.

iPhone 5C bliver ikke en billig iPhone, men en iPhone, der skal gøre det lidt mere overkommeligt at komme med på iPhone-vognen. iPhone 5C er tiltænkt den rolle, som Apple i dag har givet iPhone 4/4S. I dag sælger Apple sidste års modeller til nedsat pris. Fremover vil de nok stoppe med det, og i stedet tilbyde iPhone 5C i samme prisleje. Om Apple så lægger sig fast på prisen for iPhone 4 eller 4S, er ikke til at sige.

Skal vi komme med et forholdsvist forsigtigt gæt er det 3.500 kr. Måske endda helt ned på 3.000 kr. Da Danmark dog næppe er hovedmarkedet for iPhone 5C, bliver det dog ikke vores valuta, den optimeres efter rent psykologisk. Alt i intervallet mellem 3.000 kr og 4.000 kr vil være inden for vores forventinger

Lancering

iPhone 5C forventes præsenteret på tirsdag. Traditionelt plejer Apple at sætte de nye produkter til salg fredagen i den efterfølgende uge, det vil sige den 20. september. Dette er kun på USA og udvalgte markeder. Sidste år gik der yderligere en uge, før den kom til Danmark, så fredag den 27. september er et godt bud.

På den anden side, vil det ikke overraske os, hvis Apple sætter iPhone 5C til salg med det samme. Det vil sige allerede på tirsdag. iPhone 5C er trods alt ikke hovednummeret på eventet - det forventes iPhone 5S at være. Hvis iPhone 5C skal erstatte tidligere års entry-modeller, er det logisk, at den kan købes med det samme.

iPhone 5S

Læs også vores forventinger til iPhone 5S.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.